Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

S og V støtter forslag om at gøre bandeafsnit i fængslerne mindre

Socialdemokratiet og Venstre vil lytte til fængselsbetjentenes ønske om at placere færre bandemedlemmer sammen, skriver Berlingske.dk. Avisen skriver videre:

”Vi skal stresse banderne både inden for og uden for fængslet. Det er ikke meningen, at de skal hygge sig i flere år i dårligt selskab,” siger retsordfører Preben Bang Henriksen (V).

Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, mener, at det er en rigtig god idé at lytte til Fængselsforbundet.

”Det absurde er, at pengene er der. Vi indgik en flerårsaftale for Kriminalforsorgen for fem år siden. Imens den har kørt, er der blevet færre indsatte i landets fængsler. Det undrer os meget, at både den forhenværende og nuværende justitsminister ikke udnytter rammen til Kriminalforsorgen fuldt ud,” siger Trine Bramsen til Berlingske.dk.

 

Fængselsforbundets formand, Kim Østerbye, foreslår i en anden artikel på Berlingske.dk, at man spreder bandemedlemmer ud over flere fængsler. Avisen skriver videre:

Når man samler 30-40 bandemedlemmer i et enkelt afsnit, gør gruppedynamikken dem stærke. Konsekvensen er flere trusler mod personalet og bedre mulighed for at konspirere om fremtiden. Desuden er det sværere for fængselspersonalet at nå medlemmer, der kunne fristes af et liv uden rygmærke.

Fængselsforbundets formand, Kim Østerbye, foreslår, at man gør op med de store bandeafsnit. I stedet bør de ifølge ham reduceres til afdelinger med plads til seks-syv bandemedlemmer, som gerne må spredes ud over landets fængsler.

Thorkild Fogde, direktør i Kriminalforsorgen, anerkender, at der er udfordringer med de store grupper af bandemedlemmer i især landets ældre fængsler.

”Jeg er enig i, at vi skal genoverveje, hvordan vi placerer de stærke fanger med forbindelse til banderne, for som det er nu, giver det grobund for, at banderne kan knytte endnu stærkere bånd,” siger Thorkild Fogde til Berlingske.dk.