Der var en festlig stemning og smil på læberne, da frivillige, samarbejdspartnere og ansatte ved en reception fejrede, at Café Exits gælds- og juridiske rådgivning er blevet akkrediteret – og dermed har fået branchens kvalitetsstempel og en anerkendelse. Det fysiske bevis på anerkendelsen – et indrammet certifikat – overrakte Sabine Elm Klinker, der er direktør i RådgivningsDanmark, til organisationschef Peter Dexters, RådgivningsDanmark, der er en brancheforening for civilsamfundsorganisationer, som har rådgivningstilbud for mennesker i udsatte positioner, har stået for akkrediteringen.
Sabine Elm Klinker understregede, at akkrediteringen er en krævende og omfattende proces med rigtig mange timers arbejde, justeringer og tilpasninger, beskrivelser, uddybninger af beskrivelser – og samarbejde for at komme i mål med det. Samtidig har et hold auditorer observeret konkrete rådgivninger i Horserød Fængsel og i caféen i Saxogade.
”I møder brugerne menneske til menneske, og I stiller op med konkret og målrettet rådgivning om både jura og økonomi. Jeres brugere er indsatte eller tidligere indsatte, som gerne vil starte på en frisk, og det kræver mod og vilje, og den mod og vilje fortjener respekt og opbakning – og det er den opbakning, I leverer. I stiller op og giver den støtte, der er behov for, så jeres brugere kan komme videre. Det er uvurderligt, og det gør I hver eneste dag. Hos jer mødte vores auditorer rådgivere, der arbejder med stor lydhørhed og stor faglighed. Jeg har et citat af noget af det, de særligt fremhæver: ’Det er en rådgivning med stor viden om og respekt for sin målgruppe, hvor værdierne gennemsyrer kulturen og praksis.’ Så enkelt kan det siges, og det er ret flotte ord fra vores auditorer, som ser rigtig mange rådgivninger af meget høj kvalitet,” sagde Sabine Elm Klinker.
Et kvalitetsstempel
Organisationschef Peter Dexters rettede i sin tale en stor tak til frivillige rådgivere. ”Det er i høj grad jeres arbejde, vi fejrer i dag. Det er jer, der er med til at give håb og tro på fremtiden gennem dygtig rådgivning. Det var vi aldrig i tvivl om, men nu ved verden det også. Vi har fået et stempel på det. Det er et stempel på jeres kvalitet, engagement og menneskelighed i den måde, I møder folk på.”
Han takkede Café Exits samarbejdspartnere. ”Vi kan rådgive om nogen ting, men vi kan ikke det hele. Derfor er det glædeligt, at vi bliver bedre og bedre til at samarbejde, så vi i sidste ende kan udgøre et netværk for de mennesker, som gerne vil en positiv udvikling i deres liv.”
Peter Dexters takkede også lederen af gældsrådgivningen, Yulle, for at have opbygget et virkelig stærkt fundament af en gældsrådgivning. ”Du har bidraget meget til, at der kommer flere og flere, som opsøger hjælp, og til at vi får udbredt samarbejdet til flere og flere,” sagde han – og takkede videre de medarbejdere, der har deltaget i den skriftlige del af akkrediteringen.
Peter Dexters sluttede med at takke RådgivningsDanmark for at have stået for rådgivningen – og ikke mindst for den støtte og menneskelighed, han har oplevet undervejs i processen.

