Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Fangekoret sang for fulde huse i Christians Kirke.

(Foto: Bent Dahl Jensen)

Forrygende jubilæumskoncert med Fangekoret

Fangekoret – i stærkeste opstilling med over 30 sangere og musikere under ledelse af Louise Adrian – gav en forrygende jubilæumskoncert søndag eftermiddag den 28. maj i Christians Kirke i København. Siden Fangekoret i 2005 begyndte at give koncerter uden for fængselsmurene, har det sunget og spillet for fulde huse ved koncerter i flere hundrede kirker rundt om i hele Danmark. Koncert nr. 500 var ingen undtagelse. Kirkebænkene i Christians Kirke var fyldt til sidste plads.

 

Kriminalforsorgens nye direktør, Thorkild Fogde, der tiltrådte 1. april, talte i sin velkomst om kontrasten mellem kriminalitet og korsang. Han pointerede, at man i Kriminalforsorgen fint kan balancere mellem begreberne fasthed og forståelse. De er hinandens forudsætninger, og de kan ikke fungere uden hinanden, sagde Thorkild Fogde. ”Den danske kriminalforsorg er en stor succes,” sagde han videre med henvisning til, at tre fjerdedele af de indsatte ikke vender tilbage efter at have afsonet deres dom.

 

Indsatte fra fem fængsler

Fangekoret begyndte i det daværende Vridsløselille Statsfængsel, som lukkede i slutningen af 2015. Lukningen betød, at de indsatte blev flyttet til andre fængsler, og Louise Adrian tager nu rundt og øver med indsatte i fem fængsler på Sjælland og Fyn. Ud over indsatte består koret af flere tidligere indsatte, som har været løsladt i kort eller længere tid.

Ved jubilæumskoncerten optrådte Fangekoret mere talrigt end det tidligere er set. Over 30 sangere og musikere var på scenen i Christians Kirke.

 

Vridsløselillesangen og mange andre

Fangekoret sang en lang række af de numre, som korets medlemmer selv har skrevet – og som for hovedpartens vedkommende er med på de cd’er, der er blevet indspillet i tidens løb.

Publikum blev dog heller ikke snydt for et par af de hits, der ikke er indspillet – nemlig ”Vridsløselillesangen”, ”Fangernes Kor” fra operaen Nebukadnezar og Leonard Cohens ”Halleluja”. Teksten i den sidste består af sentenser, der udtrykker ord, som indsatte ikke fik sagt, eller drømme, der ikke blev til virkelighed.

Fangekoret har i årenes løb arbejdet sammen med en lang række personer, og flere af dem sang med på sangen ”Levende lys” – bl.a. Lone Hertz, Erik Clausen, Nanna Lüders, Malene Rosenham, Arne Berg og Anders Enevoldsen.

En anden gæst var Benedicte Adrian, datter af korlederen, som spillede cello på sangen ”Løgnen er let”.

 

Mod til at stå frem

Psykolog Ann Jeppesen, der i seks år var psykologisk konsulent ved Vridsløselille Statsfængsel, roste Fangekorets medlemmer for det mod, de viser ved at stå frem ved koncerter med Fangekoret, hvor de eksponerer sig selv.

 

Blomster og tak

Korleder Louise Adrian fik overrakt en stor buket blomster ved afslutningen af koncerten. Blomsterne blev overrakt af niårige Anastasia, der ved koncerten sang solo på nummeret ”En grimasse”, som handler om de vanskeligheder, man kan have som barn, når man skal fortælle, at ens far sidder i fængsel – og fristelsen til at fortælle en løgn.

Louise Adrian sagde i sin tak, at hver eneste af de 500 koncerter har været en glæde for hende.

 

Radiogudstjeneste

Søndag formiddag den 28. maj medvirkede Fangekoret også ved en gudstjeneste i Apostelkirken, der blev transmitteret på P1. Som optakt til gudstjenesten er der et kort interview med Louise Adrian og Tom Hansen fra Fangekoret, og ved afslutningen af transmissionen er der et kort interview med sogne- og indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen, der er formand for Café Exits bestyrelse.