Der mangler redskaber til at se bandekriminalitet som et socialt problem, mener Det Kriminalpræventive Råd. Det skriver Politiken.dk – og fortsætter:
Justitsministeriets nye opgørelse over, hvor mange penge samfundet bruger på bandekriminalitet, kan ikke stå alene, hvis man vil have en ordentlig debat om, hvordan man løser problemerne med banderne. Sådan lyder meldingen fra Det Kriminalpræventive Råd. (Læs mere om rapporten her.)
”Det er positivt, at man prøver at forholde sig til, hvad det koster at have en indsats mod banderne, og den her rapport kaster jo lys over noget af det. Men jeg vil mene, at den ikke kan stå alene, hvis man for alvor vil have en debat om, hvordan man adresserer bandeudfordringerne,” siger Anna Karina Nickelsen, sekretariatschef i Det Kriminalpræventive Råd, til Politiken.dk.
”Det er ret vigtigt også at se på de afledte konsekvenser for familier, for eksempel hvordan etablerer de her mønstre med kriminalitet sig, og hvordan får vi effektivt brudt dem. Det er jo det, vi skal prøve at indkredse, og det rækker meget langt ind i de kommunale og sociale budgetter. Rapporten koncentrerer sig om de udgifter, der afholdes i justitsvæsenet,” siger Anna Karina Nickelsen.