På grund af et lavt belæg i Vridsløselille Fængsel lægges fængslet fra den 1. februar 2018 ”i dvale” i den forstand, at det står tomt, men kan tages i brug, i tilfælde af at Danmark igen skulle opleve en stor tilstrømning af migranter, oplyser Kriminalforsorgen.
Siden begyndelsen af 2016 har Vridsløselille Fængsel fungeret som institution for asylansøgere, der er frihedsberøvede efter udlændingeloven, fordi de ikke kan få asyl og skal sendes ud af landet. Samtidig har fængslet fungeret som beredskab i tilfælde af en øget tilstrømning af migranter til Danmark.
De omkring 40 nuværende frihedsberøvede afviste asylansøgere i Vridsløselille Fængsel flyttes til ledige pladser i Udlændingecenter Ellebæk, der allerede i dag huser frihedsberøvede asylansøgere, og til Nykøbing Falster Arrest. Samtidig vil hovedparten af medarbejderne i Vridsløselille Fængsel skulle gøre tjeneste i det nye Storstrøm Fængsel på Falster, som åbnede den 30. oktober 2017, og som afløser Vridsløselille som fængsel. Når Storstrøm Fængsel er i fuld drift, vil det rumme 250 indsatte og beskæftige ca. 200 ansatte.