I Café Exit, Saxogade 5, kunne man komme ind fra gaden og ”trække en dom” – en af dommene var otte måneders fængsel for besiddelse af narkotika. Når man havde trukket dommen kunne man snakke med et par af Exits medarbejdere om, hvordan situationen er, når man løslades – og står uden arbejde, ikke hr nogen uddannelse, har et stofmisbrug, en gæld på 150.000 kroner på grund af sagsomkostninger og privat gæld, men også gerne vil ud af det kriminelle miljø.
Den “dom” trak bl.a. Jannie (socialrådgiverstuderende) og Nadia (lærer). De talte med socialmentor Steen Autzen, og de fokuserede på stofmisbruget, for som Nadia sagde: “Det er nødvendigt at få det løst for at kunne videre med de andre ting.” Nadia var overrasket over, at personen stod med så mange problemer, mens Jannie kunne genkende situationen som socialrådgiverstuderende, hvor hun for tiden er i praktik på et misbrugscenter.
De syntes, det var interessant at tale med Exit-medarbejderen om dommen. “Det var dejligt at høre om, at man i Exit møder indsatte som hele mennesker,” sagde Nadia, før hun og Jannie gik videre ud i Kulturnatten.
I alt trak 75 mennesker “en dom” i de fire timer, der var åbent i caféen. Endnu flere kiggende indenfor og hyggede sig over en kop kaffe og en kage.
Ex-indsatte og fængselspræst fortalte om livet inden og uden for murene
Kulturnatten bøde også på et helaftensprogram i Apostelkirken.
Hans Andersen og Kjeld Bogholdt, der begge synger med i Fangekoret, fortalte to gange om, hvordan det er at sidde i fængsel – og især om de vanskeligheder, men møder, når man bliver løsladt.
– Straffen begynder først, når man kommer ud, sagde Kjeld Bogholdt. Blandt andet kan det være svært at få et arbejde, når man har en plettet straffeattest.
Hans Andersen, der er informationsmedarbejder i Exit, udtrykte det sådan: “Man kommer ud med en straffeattest i den ene hånd og et gældsbevis i den anden. Han fortalte videre om, at det i Danmark – som et af de få lande i Europa – er sådan, at den dømte selv skal betale sagsomkostninger fra straffesagen. Det kan i flere tilfælde løbe op i et seks-cifret beløb, og en så stor gældspost fremmer ikke lysten til at få et arbejde, fordi staten har mulighed for at gøre indhug i lønnen – helt ned til niveauet for kontanthjælp.
Senere på aftenen fortalte Peter Walin, der er fængselspræst i Vestre Fængsel og medlem af Exits bestyrelse, om fængselspræstens rolle i fængslet. Fængselspræsten har ud over den almindelige tavshedspligt, som gælder for alle ansatte i fængslet, en særlig tavshedspligt. Præsten skriver modsat andre ansatte ikke noget ned i journaler eller rapporter. Det giver mulighed for at opbygge en fortrolighed og samtaler om de spørgsmål, den indsatte kæmper i sig selv.
Der var i alt omkring 250 gæster til foredragene, hvor der også var mulighed for at stille spørgsmål.
Koncert med Fangekoret – og suppekøkken
Aftenen sluttede med en koncert med Fangekoret under ledelse af Louise Adrian. Mellem numrene, som korets medlemmer selv har skrevet teksterne til, fortalte de om historien bag sangene – og herigennem fik man også indtryk af forskellige sider af livet i et fængsel, de tanker og følelser man har og om vanskelighederne efter løsladelsen.
Fangekoret har indspillet flere cd’er,og overskuddet herfra går til Børnetelefonen, der er oprettet af Børns Vilkår. Indtil videre har Fangekoret doneret 125.000 kroner til Børnetelefonen.
Efter koncerten var der suppekøkken, hvor man kunne få en portion varm suppe at gå hjem på.
Alt i alt var der mindst 560 besøgende til Exits aktiviteter på Kulturnatten.