Med en ny flerårsaftale tilfører regeringen sammen med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet samlet set over 600 mio. kroner over fire år til Kriminalforsorgen. Den nye aftale sætter særligt fokus på styrket sikkerhed og tryghed for de ansatte i fængslerne – bl.a. gennem en stærkere indsats mod banderne, en målretning af ressourcerne til de indsatte, som kan og vil et liv uden kriminalitet, samt opførelsen af et nyt stort og moderne arresthus i nærheden af København, oplyser Justitsministeriet om den nye fireårs-aftale, der tirsdag eftermiddag blev indgået om Kriminalforsorgen for 2018-2021. Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og SF er ikke med i aftalen.
Aftalen indebærer bl.a.:
- At Kriminalforsorgen tilføres over 250 nye uniformerede årsværk i løbet af de næste fire år.
- At der investeres i ny sikkerhedsteknologi, som skal øge den fysiske sikkerhed i fængsler og arrester, så mulighederne for at indsmugle mobiltelefoner, våben og narkotika mv. svækkes.
- At der skal etableres et udvisningsfængsel i Ringe Fængsel, som skal huse udvisningsdømte udlændinge.
- At regeringen fortsætter arbejdet med at etablere danske fængselspladser i udlandet, hvor udvisningsdømte skal afsone deres straf.
- At de indsatte, som kan og vil et liv uden kriminalitet, skal gives de bedste forudsætninger herfor.
- At der skal bygges et nyt områdearresthus ved København med over 200 pladser
- At der skal etableres et kvindefængsel i Jyderup Fængsel. Kvindefængslet tages i brug i 2020.
- At Kriminalforsorgen skal overtage hovedparten af arrestant-transporterne fra politiet.