Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Reception for Café Exits nye organisationschef

Bestyrelsesformand Niels Nymann Eriksen (stående) bød Ole Bjørn Andersen (siddende yderst th.) velkommen til "en ganske særegen opgave". Siddende ses desuden kriminolog Anne Okkels og bestyrelsesmedlem Ole Hansen. (Foto: Bent Dahl Jensen)

Reception for Café Exits nye organisationschef

Forud for kultureftermiddagen i København den 30. januar 2014 blev der budt officielt velkommen til Exits nye organisationschef, Ole Bjørn Andersen, der tiltrådte ved årsskiftet. Samarbejdspartnere, venner og familie benyttede lejligheden til at hilse på Exits nye leder.

Exits bestyrelsesformand, sognepræst Niels Nymann Eriksen, bød Ole Bjørn Andersen velkommen til ”en ganske særegen opgave”.

– Din opgave er at hjælpe mennesker til at få en ny begyndelse, som det hedder i Exits formålsparagraf. Det er en vanskelig og uhyre kompliceret opgave. Man kan spørge: Er det at starte på en frisk ikke bare at lade det gamle ude og begynde på et nyt kapitel? Nej, for al erfaring viser jo, at hvis man bare prøver at bryde op og starte forfra, så flytter ”nissen” med, og det bliver ikke en ny start.

– En ny begyndelse er noget stort, noget vanskeligt, og noget der kræver arbejde og forberedelse. Det sker ikke ved at blive historieløs og begynde forfra. Det er vel også derfor, at der er så mange frivillige terapeuter i Exit, som taler med mennesker og hjælper dem til at tage ejerskab over deres liv og deres fortid og derved bringe dem videre.

– I Exits værdigrundlag, det kristne menneskesyn, ligger der nogle redskaber til at løfte den opgave.

– Det ene redskab er tilgivelse. Tilgivelse er troen på, at der findes nye begyndelser, og at det er muligt at bære på en tung bagage, men at det også er muligt at lægge den fra sig et sted og så gå videre som et befriet menneske.

– En anden ressourcer, der findes i vores værdigrundlag er det, jeg vil kalde: Bevidstheden om at være i samme båd. Ud fra et kristent menneskesyn er det at have en kriminel historie i virkeligheden ikke noget, der gør et menneske væsentligt anderledes end alle os andre. Vi er alle sammen dybest inde og nederst nede mennesker, der har behov for barmhjertighed og lægedom. På den måde adskiller ingen af os fra andre i kraft af at have en plettet straffeattest eller ikke at have det. Vi skal så at sige ikke bøje os ned for at være i øjenhøjde med den kriminelle; vi er det allerede. Denne bevidsthed om at være i samme båd og være lige over for vores Skaber, det er en ressource, som er utrolig værdifuld i arbejdet på at være med til at hjælpe andre mennesker til den nye begyndelse, som er det store mål og den store opgave, som ligger foran dig, sagde Niels Nymann Eriksen i sin tale til Exits nye organisationschef.

 

Socialkoordinator Linda Christoffersen bød Ole Bjørn Andersen velkommen på medarbejdernes vegne – og hun glædede sig over, at der efter nogle måneder med uvished nu er en ny leder.

– Nu skal der ske noget igen, og der er en ny dagsorden, og det er vi rigtig mange, der glæder os til at gøre sammen med dig, sagde hun blandt andet i sin velkomst.

 

Ole Bjørn Andersen sagde, at det er en stor oplevelse at være en del af det team, som hører til i Odense, i Aarhus og i København.

– Det har gjort et stort indtryk at møde nogle af dem, der bruger Exit, og som har fortalt, hvor stor betydning Exits arbejde har haft for dem og for nogle af dem, som de kender.

– Jeg har mødt rigtig mange frivillige, som har sagt: ”Det giver så god mening at være frivillig i Exit, for jeg kan se, hvor stor betydning det har for de mennesker, som jeg møder i Exits ramme.”

– I den seneste uge har vi besøgt eller haft besøg af forskellige mennesker – blandt andet en biskop, et sagsbehandlerteam i et fængsel og en politiker. Jeg har oplevet, at én ting, som disse forskellige mennesker har til fælles, er, at de har en stor og oprigtig interesse for Exits arbejde. Det er helt utroligt at høre disse mennesker sige tak, fordi vi ville informere og fortælle dem mere om Exits arbejde, fordi de havde hørt så meget positivt om arbejdet. Det er fantastisk, men det er også forpligtende, at mennesker rundt omkring i det danske samfund viser så stor anerkendelse og respekt for det arbejde, som vi er en del af.

– Det har gjort mig rigtig stolt af Exits arbejde, og jeg håber, at det, jeg kan bidrage med, kan være med til at sikre Exits arbejde i fremtiden, sådan at Exit må være til støtte, opmuntring og hjælp for de mennesker, som har brug for os, sagde Ole Bjørn Andersen og takkede for den tillid, han har mødt.