”Hovedparten af de indsatte, jeg har mødt i mit job som ekstern psykolog i danske fængsler, har haft alvorlige følelses- og tilknytningsmæssige problemer erhvervet gennem et helt liv i Underdanmark. Særligt personlighedsforstyrrelser synes at blive overset til fordel for symptomdiagnoser, der er oppe i tiden, såsom ADHD, PTSD m.fl. De fængsler, jeg har besøgt, emmer alle af ekstreme menneskelige følelser. Alle inden for murene, inklusiv de ansatte, prøver efter bedste evne at navigere i det. Det er et polariserende miljø, som man meget nemt farer vild i,” skriver René Martens Pedersen indledningsvis i en kronik i dagbladet Information. Han er privatpraktiserende psykolog og arbejder som ekstern psykolog i flere fængsler.
I kronikken skriver han blandt andet:
“Ét af de primære problemer i forhold til fængselsvæsenet er, at den samfundsmæssige og politiske håndtering af området i sig selv er polariseret. Når man, primært fra højre side af det politiske spektrum, eksempelvis reagerer på historier i pressen om hashmisbrug eller mobiltelefoner i fængslerne med symbolpolitiske strammer-udmeldinger, risikerer man at kaste benzin på bålet. …
Der synes desuden at være en berøringsangst i forhold til fuldt at erkende, at rigtig mange indsatte har psykiske problemer. På højre side af debatten ønsker man ikke at sygeliggøre de indsatte og fratage dem ansvaret for deres kriminelle handlinger, ligesom det ikke skal udløse ekstra behandlingstilbud eller være en feriekoloni at være i fængsel.
På den venstre side viger man tilbage fra at erkende, at nogle mennesker i vores samfund aldrig har udviklet almindelig moral og evne til at føle skyld og angre. Det kan lyde dehumaniserende, men i virkeligheden er det nødvendigt at turde beskrive problemet fuldt ud for overhovedet at kunne gøre noget ved det og hjælpe. …
Det kan for folk med kendskab til fængslerne virke, som om man på venstre side i dansk politik nærer for idealistiske og naive forestillinger om det gode i alle mennesker og ikke anerkender, at der i mange tilfælde ikke er tale om behov for re-socialisering, men om den første socialisering i den indsattes liv. En notorisk svær og nogle gange desværre umulig opgave. …
Et sted at begynde kunne være i en fordomsfri, nøgtern og helhedsbaseret beskrivelse af opgaven i de danske fængsler, hvor man trækker på allerede etableret viden om at arbejde med personer med en mangelfuld tilknytningshistorie og personlighedsforstyrrelser.
Heraf vil det følge, hvilke behov der er ressourcemæssigt og organisatorisk for at løse opgaven. Gør man ikke det, vil ’lap på lap’-løsningerne, der på skift tilgodeser hver sin fløj, fortsætte. Det gavner ingen.”