Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
På H2 smitter man med det gode

Indsatte forbereder en indbydende og meget velsmagende frokost til deltagerne ved workshoppen. (Foto: Kriminalforsorgen)

På H2 smitter man med det gode

Indsatte får mulighed for at bruge og udvikle deres kompetencer ved workshops på uddannelsesafdeling H2 i Søbysøgård Fængsel på Fyn.

”Tak, fordi I kom,” siger Ali (indsat) og kigger rundt på de omkring 50 mennesker, der sidder ved små borde i fællesrummet på afdeling H2 i Søbysøgård Fængsel, hvor vi nærmer os afslutningen af en workshop med indsatte, ansatte i fængslet og gæster udefra. Ali virker yderst tilfreds med dagens forløb: ”I får os til at føle os som en del af noget stort – af en bevægelse,” tilføjer han og smiler.

Klokken er godt halvtre om eftermiddagen. H2 er en uddannelsesafdeling med 16 pladser i den lukkede del af Søbysøgård Fængsel på Midtfyn. Ved workshoppen er der især blevet talt om indsattes muligheder for at uddanne sig, mens de afsoner deres dom, så de har bedre chancer for at få et job, når de får deres frihed igen. Der er også blevet talt om gæld og sagsomkostninger, som er et andet vigtigt emne for indsatte.

Indsatte på H2 har selv været med til at planlægge programmet for workshoppen, og hvem der skulle inviteres som oplægsholdere – og indsatte skiftes til at være ordstyrer og guide deltagerne gennem dagens program.

Varm velkomst

Første punkt på dagsordenen er ”Velkomst med kaffe og morgenbrød”. Forinden er deltagerne udefra blevet tjekket ved hovedindgangen, og de har låst mobiltelefoner mv ind i bagagebokse, før de er blevet scannet og sluset videre gennem sikkerhedskontrollen. Ved indgangen til H2 er alle blevet mødt af unge mænd, der giver hånd og med et ”God dag, og velkommen!” byder indenfor. Flere kommer og hilser på, og en hund går rundt og logrer med halen.

Der dufter dejligt af mad i lokalet, hvor der er dækket op ved flot pyntede borde. Ved hver kuvert er der navneskilte, og midt på hvert bord falder øjnene på en stor bakke med fire slags mini-muffins – så indbydende dekorerede, at de ville gå som varmt brød i enhver københavnsk kaffebar. En af de indsatte er kok, og har stået for bagningen – og den frokost, der venter senere på dagen.

”At smitte med det gode”

Klokken lidt over 10 hæver Steen stemmen og byder velkommen til workshoppen, og efter en præsentationsrunde, hvor alle siger deres navn, får alle en kort introduktion til de workshops, der begyndte for 3 år siden og nu holdes med 2-3 måneders mellemrum.

Ahmed (indsat) fortæller, at man på afdelingen får mulighed for at starte på en frisk, og at man under mottoet ”at smitte med det gode” får mulighed for at bruge og udvikle sine kompetencer. Han er i gang med HF, og hans drøm er at begynde på sociologistudiet om et år.

“En af idéerne med workshopperne er, at der skal være plads til alle, og at vi skal udvikle os sammen,” siger enhedsleder Annette Lysgaard ved indledningen af workshoppen på H2.
(Foto: Kriminalforsorgen)

Annette Lysgaard (enhedsleder på afdeling H2) fortæller, at en af idéerne med workshopperne er, at der skal være plads til alle, og at ”vi skal udvikle os sammen”. ”Derfor betyder det meget for os, at I vil komme her i dag, og at vi kan mødes menneske til menneske,” siger hun. Det er et projekt, der holdes i samarbejde med Café Exit og med økonomisk støtte fra Østifterne. Peter Dexters (organisationschef i Café Exit) tilføjer, at man ikke kun kigger på den enkelte, men også på fællesskabet og på at kunne samarbejde – og understreger, at der heri ligger en mulighed for personlig udvikling.

Det sidste bliver illustreret fint af en indsat, der fortæller, at han har udviklet sig, fordi han er blevet mødt med forståelse af de andre. ”Jeg er i gang med at tage 9. klasse, og jeg er blevet støttet til at uddanne med mig videre og gå i gang HF. Jeg havde ellers aldrig tænkt på, at det var noget for mig,” siger han. ”Ved workshopperne møder vi mange mennesker. Blandt andet har der været folketingsmedlemmer på besøg. Vi har også andre tiltag i fængslet, hvor vi for eksempel sammen med jurastuderende udefra lærer om, hvorfor man straffer, og det giver mulighed for forståelse og afklaring,” slutter han sit indlæg og høster spontane klapsalver.

En anden indsat siger samstemmende, at det er meget lærerigt at være på H2 og at deltage i de projekter og muligheder, der er på afdelingen. Han mener, der burde gøres mere af den slags i andre fængsler.

Samtaler ved bordene

Ud over indsatte og ansatte på H2 deltager omkring 30 gæster udefra i workshoppen. Her er folk fra erhvervslivet, studerende, en forsker, medarbejdere fra andre fængsler og direktoratet for Kriminalforsorgen, frivillige og ansatte i Café Exit, High:five, Frie Studerende fra Ungdommens Røde Kkors og andre organisationer, der arbejder for at støtte og hjælpe indsatte under og efter afsoningen. Der skulle også have deltaget et folketingsmedlem, men hun sendte afbud.

Vi sidder 7-8 personer ved hvert bord, og vi er blandet, så der er mindst en indsat ved hvert bord. Det giver god mulighed for at lære hinanden bedre at kende ved samtaler undervejs og i pauserne.

Ali, der kom til H2 i december, fortæller, at det betyder meget at være i et positivt fællesskab. ”Hvis man er i et dårligt miljø, så prøver man at blive ”bedst” til det, men hvis man er blandt gode mennesker, så vil man prøve at blive bedst til det gode. Det smitter, for det er svært at være et røvhul blandt gode mennesker,” siger han. Han er meget begejstret for dagens workshop, fordi oplægsholderne har været meget konkrete – og ”fri for politikersnak”.

Flere indsatte fortæller, hvordan de er blevet opmuntret og støttet af deres medindsatte – fx med bemærkninger som ”Hvis jeg kan få 12, så kan du også!”. Det er en af måderne, hvorpå man smitter med det gode.

Refleksion og tak

Inden workshoppen slutter ved tre-tiden er der tid til at samle op og reflektere over dagen. ”Hvad har I lært i dag?” spørger en af de indsatte.

Flere gæster takker for den meget varme velkomst, de fik ved ankomsten. Der er også stor ros og tak til kokken for den yderst velsmagende mad. Andre har oplevet en god motivation og megen energi ved workshoppen.

Michael fra Coop fortæller, at det er enormt inspirerende at opleve, at man på afdelingen har kunnet skabe så positiv en kultur, og at andre organisationer og virksomheder også vil kunne lære af det.

Marie-Louise (forsker i organisationspsykologi) fortæller, at workshopperne er unikke og burde danne model andre steder i samfundet, fordi de kan nogle helt særligt ved at kombinere ledelse og følgeskab, således at man udnytter hinandens forskellige roller og kompetencer, så man sammen gør mest gavn.

Efter refleksionerne takker Steen for fremmødet, og til sidst er der gaver til alle oplægsholderne. Bagefter er der tid til at følge op på kontakter på tomandshånd eller snakke i små grupper, inden gæsterne gruppevis ledsages tilbage til udgangen af en fængselsbetjent – og tilbage til mobiltelefoner og hvad der ellers hører til livet på anden side af fængselsmurene.

PS. Alle navne på indsatte er dæknavne, så ingen kan genkendes ud fra artiklen.
Workshoppen, der er omtalt i artiklen, blev holdt i september 2022.

Oplæg ved workshoppen på H2

Programmet for workshoppen er tilrettelagt af en arbejdsgruppe med indsatte og ansatte på H2 sammen med medarbejdere fra Café Exit. Dagens emner er:

Hvorfor ansætter Coop tidligere indsatte? Hvad er erfaringerne, og hvad kan man selv gøre som indsat for at forberede sig på arbejdslivet? Oplæg ved Michael Hellegaard og Niels-Christian Jung fra Coop, der arbejder sammen med organisationen High:five om at ansætte tidligere indsatte.

Fra indsat til gymnasielærer. En tidligere indsat fortæller om sine erfaringer med at skabe netværk, der kunne hjælpe ham under afsoningen, og at finde fodfæste og komme i job efter en lang dom. Han har taget flere universitetseksamener, mens han var i fængsel.

En halv million i sagsomkostninger – konsekvenser ved gæld til det offentlige. Oplæg ved jurist og gældsrådgivningskoordinator Henrik Bülow, Café Exit.

Mulighederne for erhvervsuddannelse i åbent fængsel. Oplæg ved uddannelsesvejleder/koordinator Thomas Nielson, Horserød Fængsel.

Netværksskabelse allerede mens man afsoner. Først oplæg ved Palle Skov, Café Exit Aarhus, om at være frivillig mentor for indsatte. Dernæst oplæg ved Anders og Stine fra hhv. Frie Studerende og Ungdommens Røde Kors om mulighederne for at få lektiehjælp og studievejledning under og efter afsoningen.

Fakta om Søbysøgård Fængsel

(Foto: Kriminalforsorgen)

• Søbysøgård Fængsel på Fyn har 181 pladser.

• I det åbne fængsel er der 139 pladser, fordelt på tre fællesskabsafdelinger og en uddannelsesafdeling.

• I det lukkede fængsel, der er bygget i 2014, er der 42 pladser, fordelt på fire afdelinger.

• Uddannelsesafdelingen H2 blev taget i brug i januar 2015. Den har 16 pladser.

Foto: Kriminalforsorgen.

Hundeprojekt

• Indsatte i det lukkede fængsel i Søbysøgård har mulighed for at være med i et hundeprojekt, hvor de hjælper med at træne servicehunde.

• Fem indsatte på afdeling H2 er pt. med i projektet. De har hver en hundehvalp, som kom til afdelingen, da den var 8 uger. To gange om ugen kommer medarbejdere fra Servicehundeforeningen og instruerer de indsatte i, hvordan de skal træne nogle grundlæggende kommandoer med hundene. 6-8 måneder senere skal hundene videre til næste i trin i det træningsprogram, de skal igennem, før de er klar til at komme ud til mennesker med fysiske handicap eller psykiske lidelser.

På sporet af læring i en fængselskontekst

Projektet med workshops i Søbysøgård Fængsel er blevet fulgt og analyseret af Marie-Louise Bjørn, der er ph.d. og adjunkt ved Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet. Hun er en af forfatterne til en artikel om projektet (Koncept-X), der blev offentliggjort i tidsskriftet Arbejdsliv tidligere i 2022. I et resumé af artiklen hedder det blandt andet:

”Vores analyse viser, at Koncept X mobiliserer deltagernes kapacitet for både at lære og at lære fra sig. Denne dobbelte læringskapacitet udgør en læringsmæssig platform, der både faciliterer mindre fængselsintern polarisering samt større samfundsmæssig forståelse for indsattes potentiale. Herved muliggøres en positiv transformation af handlingsmønstre og forestillinger om hinanden til fælles gavn for den resocialiserende indsats.” Uddrag af resumé af artiklen På sporet af læring i en fængselskontekst af Marie-Louise Bjørn, Kasper Asmussen og Peter Dexters, tidsskriftet Arbejdsliv, 2022/1.