Manglende kapacitet, overbelægning og mangel på fængselsbetjente i danske fængsler påvirker de indsatte og deres menneskerettigheder, skriver Institut for Menneskerettigheder, der netop har udgivet en rapport om udviklingen i Kriminalforsorgen.
Rapporten viser bl.a., at fængslerne lider under overbelægning og underbemanding, og der er rekordmange episoder med vold og trusler mellem de indsatte. Samtidig bliver der i stort omfang anvendt magt og disiplinærstraffe.
Institut for Menneskerettigheder anbefaler på den baggrund, at
• Regeringen og Folketinget sikrer, at der til enhver tid er den fornødne sammenhæng mellem den givne fængselskapacitet, antallet af indsatte og antallet af fængselsbetjente, herunder omfanget af opgaver, de skal udføre.
• Justitsministeriet og Direktoratet for Kriminalforsorgen har skærpet opmærksomhed på og tager konkrete skridt til at sikre, at fængselsbetjente har tilstrækkelig tid til og mulighed for at arbejde med resocialiseringstiltag.
• Regeringen og Folketinget tager initiativ til at revidere straffuldbyrdelsesloven og afskaffe den obligatoriske ikendelse af disciplinærstraf og strafcelle, der blev indført ved en lovændring i 2016.
• Direktoratet for Kriminalforsorgen har skærpet opmærksomhed på og tager konkrete skridt til at sikre, at fængselsbetjente har tilstrækkelig tid til og mulighed for relationsarbejde, dynamisk sikkerhed og konfliktmægling, således at magtanvendelse og disciplinærstraf nedbringes til det absolut nødvendige i overensstemmelse med menneskeretlige anbefalinger og standarder.
• Direktoratet for Kriminalforsorgen har skærpet opmærksomhed på, at krisen i Kriminalforsorgen særligt kan påvirke sårbare indsatte, og tager konkrete skridt til at sikre sårbare indsattes rettigheder, herunder at de ikke udsættes for umenneskelig eller nedværdigende behandling i strid med artikel 3.
• Direktoratet for Kriminalforsorgen genoptager de årlige brugerundersøgelser blandt indsatte i fængsler og arresthuse.
• Direktoratet for Kriminalforsorgen sikrer en rutinemæssig systematisk indsamling og anvendelse af statistiske oplysninger om indsattes afsoningsvilkår og -forhold, herunder for eksempel omfanget af dobbeltbelæg i celler og langvarige strafcelleanbringelser over 15 dage.
• Læs mere på Institut for Menneskerettigheders hjemmeside
• Hent rapporten på Institut for Menneskerettigheders hjemmeside
Links til andre artikler om emnet:
• Den menneskeretlige situation i fængsler og arresthuse (brief), Institut for Menneskerettigheder, 04-10-2021
• Institut for Menneskerettigheder: Kriminalforsorgen er under stort pres, Fængselsforbundet, 11-11-2021