Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Ny CD fra Fangekoret med 16 nye numre

Ny CD fra Fangekoret med 16 nye numre

Torsdag den 3. december præsenterede Fangekoret under ledelse af Louise Adrian flere af sangene fra korets nye cd, ”Egon Olsens Vej”. Centerdirektør Annette Esdorf, Direktoratet for Kriminalforsorgen, bød velkommen til release-eventen i Apostelkirkens menighedssal, hvor koret hver måned medvirker ved Café Exits kultureftermiddage. Ud over de musikalske smagsprøver blev der serveret lækkerier fra Vestre Fængsels kokkeskole.

”Egon Olsens Vej” indeholder 16 nye numre, der er skrevet af korets medlemmer, og de er blevet indspillet i løbet af de seneste tre år med Ann Falden som producer, arrangør og programmør – og med økonomisk støtte fra TrygFonden.

Titlen refererer til navnet på vejen op til Vridsløselille Statsfængsel i Albertslund, og releasen blev samtidig en afsked med fængslet, som i 20 år har dannet ramme om Fangekoret. Bortset fra enkelte afdelinger er Vridsløselille lukket ned, og flere indsatte er blevet flyttet til andre fængsler. Fangekoret fortsætter med de medlemmer, der er tilbage i Vridsløselille, ligesom Louise Adrian også fortsat øver med de medlemmer, der sidder i åbne fængsler eller er løsladt.

Læs mere om Fangekoret og CD’en på www.fangekoret.dk