Af William Rentzmann
Fhv. direktør for Kriminalforsorgen og medlem af Café Exits bestyrelse

Tidligere fængselsinspektør Ole Hansen er død efter længere tids sygdom 85 år gammel.

Med ham har vi måttet sige farvel til en af Kriminalforsorgens mest innovative og fremsynede chefer, som var med til at gøre den danske kriminalforsorg kendt og respekteret i hele verden.

Ole Hansen blev ansat i det daværende Fængselsvæsen i 1969 og tog sin afsked i 2006. Han var sønderjyde og (derfor?) stædig og vedholdende i kampen for sine idealer, som vel indledningsvis var inspireret af Fængselsvæsenets daværende direktør Lars Nordskov Nielsen, men som han selv videreudviklede i sin tid som fængselschef.

Ole var den første jeg mødte, da jeg selv blev ansat i Direktoratet for Fængselsvæsenet i 1970, hvor han blev min “overreferent”, som skulle godkende de afgørelser, jeg traf. Det var jeg tryg ved, og jeg har været tryg ved ham lige siden. Han blev ikke alene en god kollega men også en god kammerat og inspirator.

Han var på samme tid principfast og fleksibel, hvilket ikke mindst gav sig udslag i de 18 år, hvor han var chef for Statsfængslet i Vridsløselille, en periode som han selv kaldte de bedste år i hans karriere Her udviklede og understøttede han “den særlige Vridsløseånd”, hvor indsatte og ansatte talte ordentligt til hinanden og havde stor indflydelse på deres hverdag i fængslet. Det skyldtes bl.a. en flad ledelsesstruktur med udpræget delegation af sagsbehandlingen til de enkelte enheder, så afgørelserne om fx udgang og andre lempelser i afsoningen blev truffet af dem, der var nærmest på de indsatte.

Den særlige Vridsløseånd gav sig til tider udslag i en udpræget selvstændighed i relation til de centrale myndigheder og det politiske niveau. Når sandheden skal frem, var han ikke altid lige nem at håndtere for os bureaukrater i Direktoratet, som skulle administrere politiske krav, som jævnligt ikke var i overensstemmelse med vores faglige opfattelse. Men han prioriterede sit fængsel og fornuften og sagligheden på en måde, så vi trods eventuelle uenigheder måtte respektere hans integritet, medmenneskelighed og fagkundskab.

Han var den første fængselschef, som foreslog at give en TV-journalist frie hænder (og egen nøgle) til at filme hverdagen i et lukket fængsel. Det bakkede Direktoratet op, og resultatet blev Lars Engels meget roste “Fængselsbilleder”.

Han var den første, der tog livtag med de negativt styrende stærke fanger, som visse rockere blev kaldt i fængselssprog. For at undgå at de terroriserede de svage fanger, anbragte han rockerne på en særlig afdeling uden kontakt til andre fanger. Det var ikke uden omkostninger for ham selv og hans familie i tjenesteboligen uden for fængslet, som måtte under politibeskyttelse.  Biler blev brændt af, fængslet vandaliseret, og dele af pressen og Folketinget var stærkt kritiske over dette “overgreb” på de stærke fanger. Men Ole holdt fast og blev bakket op af Direktoratet og daværende justitsminister Hans Engell.

Ole Hansen var også den første, der indså behovet for at oprette egentlige behandlingsafdelinger for stofmisbrugere drevet af udefrakommende behandlingsinstitutioner, den såkaldte importmodel.

Altsammen var det noget, som senere blev officiel politik og udbredt til andre fængsler og som han ved Vridsløses 150-års jubilæum i 2009 blev rost for af justitsminister Brian Mikkelsen.

Da Ole Hansen i 1995 blev bedt om at overtage posten som chef for Kriminalforsorgens største institution Københavns Fængsler, arrangerede de indsatte i Vridsløse i respekt for ham en afskedsreception i fængslets kirke. Det er vist ikke sket hverken før eller siden i Kriminalforsorgen og viser bare, at han var noget særligt.

Tiden på Københavns Fængsler (1995-2002) blev ikke helt så lykkelig som Vridsløsetiden. Kriminalforsorgen blev pålagt at indføre styringsformer modelleret over det private erhvervsliv med ramme- og kontraktsstyring og udpræget delegation til de enkelte institutioner. Den enkelte fængselschef fik ansvar for økonomi og bevilling og ikke mindst postbesættelsen. Det førte på fængslet til så dyb uenighed mellem fængselsbetjentenes organisation og inspektøren, at han til sidst bad om at blive løst fra sin opgave som chef for fængslet. Det var et chok for hele systemet og gav store dønninger i kriminalforsorgen i lang tid efter.

Ole blev efter ønske forflyttet til Direktoratet, hvor han overtog stillingen som sikkerhedschef for den samlede kriminalforsorg, en opgave  som han vanen tro udførte med stort engagement og faglighed.

Oles ekspertise blev også brugt uden for kriminalforsorgen, bl.a. som medforfatter på Justitsministeriets Betænkning om Af- og nedkriminalisering som fik stor betydning for kriminalpolitikken i 70-erne, som står i skærende modstrid med senere tiders utallige strafskærpelser. Og da østblokken brød sammen, blev han sammen med Den danske Helsinkikomite sendt til Baltikum for at lære dem, hvordan man lever op til de europæiske standarder for human fangebehandling. Nogen bedre eksponent for den filosofi kan man dårligt forestille sig.

Efter sin pensionering har Ole Hansen arbejdet som frivillig i Fængselshistorisk Selskab og har kæmpet for at bevare Vestre Fængsels   historie og dets store samling af historiske effekter. Så sent som i foråret 2023 tog han på trods af fysisk svækkelse en tørn i forbindelse med Historiske Dage i Øksnehallen i København. Og så gjorde han i en årrække en stor og vigtig indsats som ulønnet bestyrelsesmedlem i Cafe Exit, en forening som arbejder for tidligere indsattes indslusning i samfundet.

Ole Hansen har bestridt de vanskeligste chefposter i Kriminalforsorgen, han har taget sine kampe med oprejst pande og beskedent nedtonet sine mange succeser.

Han vil blive husket som en af Kriminalforsorgens allerbedste.