Medier får hovedskylden, når 80 procent af befolkningen fejlagtigt tror, at der er lige så mange eller flere lovbrud i dag som for fem år siden, skriver Politiken.dk i en artikel, hvor avisen sætter fokus på den rapport, som Justitsministeriets Forskningskontor offentliggjorde for nylig om danskernes opfattelse af kriminalitet. Avisen skriver videre:
Justitsministeriet har spurgt over 900 tilfældigt udvalgte, om de tror, at der de seneste fem år er kommet flere eller færre biltyverier, indbrud, røverier, straffelovsovertrædelser og ungdomskriminelle. Til brug for Politiken har forskningskontoret opdateret tallene til og med 2016.
Rundt regnet 80 procent svarer forkert og tilkendegiver, at udviklingen enten er status quo eller gået den forkerte vej. Kun når det gælder vold, rammer de interviewede tættere på sandheden i form af de registrerede tal fra Danmarks Statistik.
Men hvorfor fejlbedømmer så mange og især kvinderne udviklingen fra 2012 til 2016, når danskerne generelt ynder at se sig selv som et oplyst folk? Måske netop fordi de ikke kan tænde for tv’et, åbne en avis eller gå på Facebook uden at blive mødt med nyheden om, at der igen er blevet skudt på åben gade i København.
Det er det bedste bud på en forklaring, som en politimand, en pressemand, en professor og en politiker kan give. I sig selv er der intet forkert ved at beskrive en verserende bandekonflikt, som optager borgerne og gør mange mennesker utrygge. Tværtimod er det pressens pligt.
Men problemet opstår, når den type af ekstreme begivenheder fylder så meget på de utallige nyhedsplatforme døgnet rundt, at det til sidst går ud over befolkningens evne til at bedømme samfundsudviklingen, lyder vurderingen. Eller som politiinspektør Michael Kjeldgaard fra Nationalt Efterforskningscenter siger:
”Informationsstrømmen er så stor i dag, at snart sagt al kriminalitet bliver omtalt på enten sociale medier eller i pressen. Vi forsøger at skabe en balance ved at sende anmeldelsesstatistikker ud og gøre opmærksom på faldet i kriminaliteten. Men det har bare ikke lige så stor gennemslagskraft som de mere spektakulære sager, der fylder meget i mediebilledet. Det kan give mange det indtryk, at det går den forkerte vej, selv om det de facto forholder sig omvendt.”