“De seneste måneder har justitsminister Søren Pape lagt op til en ny retning i retspolitikken, dels i regeringsgrundlaget, dels i interview. Hvis Pape virkelig vil denne drejning, vil det være et markant opgør med den fængselspolitik, som blev indført under Schlüter,” skriver kriminolog og konsulent Anne Okkels i en kronik på Altinget.dk.
I kronikken skriver Anne Okkels bl.a. om, hvad debatten om længere straffe har betydet i praksis – både i forhold til straflængde, fængselsudgifter og det resocialiserende arbejde. Hun skriver videre:
”Tidligere justitsministre har kunnet holde sig til at øge straffene med et par måneder og slå det stort op. Pape, derimod, har behov for at markere sig kraftigere for at redde sit parti fra spærregrænsen.
Retspolitikken er et oplagt valg, men hvis det skal lykkes ham, er han nødt til at skære ned på udgifterne per indsat. Det er sin sag, når Kriminalforsorgen og særligt fængselsbetjentene i forvejen er hårdt presset på grund af reorganiseringer og besparelser.
Og mens amerikanske fagforeninger i 1980’erne og 1990’erne var glade for udsigten til flere jobs, har Fængselsforbundet i Danmark et ganske andet syn på sagerne. De prioriterer løn og arbejdsvilkår højest. Og så kender de sikkert også forholdene i USA godt nok til at vide, at flere fanger ikke betyder flere jobs. I stedet betyder det, at den samme mængde betjente skal tage sig af flere fanger, som er hårdt trængt af hinanden og som den ansatte ikke kan nå at lære at kende.
Pape har altså brug for at skabe sig en ny vej i retspolitikken. Et første skridt tog han ved at indlægge en ny straffekommission i regeringsgrundlaget til at se på emnerne om længere straf, mindre prøveløsladelse mv. Det har ellers været Straffelovrådets opgave at gøre den slags.
Et andet skridt har været at skabe velvilje hos fængselsbetjentene. Pape nedsatte hurtigt en task-force, som skal se på at forbedre deres vilkår, og han gav også deres fagblad hurtig adgang til interview, der faktisk havde indhold.
Her fik Pape elegant taget afstand fra den reorganisering, der det sidste år virkelig er nået frem til betjentene og presser dem i deres dagligdag. Et vigtigt mål med reorganiseringen var at skabe et bedre samarbejde på tværs af den enkeltes vej gennem arresthuse, fængsler og tilsyn.
Ordet “klient” blev valgt for at symbolisere dette samarbejde på tværs. Når Pape tager afstand fra ordet klient, kan ansatte derfor føle, at han tager afstand fra reorganiseringen og dermed at han støtter dem mod det pres, de er ude for. Samtidig kan vælgere der ønsker hårdere forhold i fængslerne relatere sig til det, når han kalder det 70’er-pædagogik – også selvom klient-begrebet snarere handlede om effektivisering.
Et næste skridt kan være at fjerne betjentenes resocialiserende opgaver. Før 1990 var betjentene nøglesvingere, men med de reformer af fængslerne der blev gennemført af Schlüter-regeringen fik betjentene flere opgaver – især sagsbehandling – og højere løn. De blev dyre – for dyre, hvis man gerne vil have flere i fængsel.”
I den sidste del af kronikken forholder Anne Okkels sig til det aktuelle fokus, der er på sikkerhed i fængslerne – og tegner scenarier for, hvordan forholdene måske vil udvikle sig.