Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Juraprofessor: Pape sænker den kriminelle lavalder ad bagvejen

Da regeringen den 27. oktober offentliggjorde sit udspil om ungdomskriminalitet, »Alle handlinger har konsekvenser«, blev det mødt med en vis lettelse fra sagkundskaben og Folketingets partier: Stik imod den borgerlige regerings tidligere udmeldinger ville den alligevel ikke sænke den kriminelle lavalder til 12 år.

Men nu sår en ny juridisk analyse tvivl om, hvorvidt der overhovedet er grund til lettelse. Det samme gør Dommerforeningen og Landsforeningen af Forsvarsadvokater, skriver Information.dk.

Professor i strafferet ved Københavns Universitet Jørn Vestergaard skriver i næste uges udgave af Advokaten, at regeringen er i færd med at sænke den kriminelle lavalder ad bagvejen uden de nødvendige retsgarantier. Han kritiserer politiets deltagelse i det nye nævn, de nye såkaldte straks-reaktioners rækkevidde samt graden af adgang til advokathjælp.

Samtidig sår han tvivl om, hvorvidt de nye ungdomskriminalitetsnævn overhovedet vil give hurtigere reaktioner over for de unge.

»Formelt set indebærer regeringens udspil om ungelavalder og ungdomskriminalitetsnævn ikke en nedsættelse af den kriminelle lavalder. Men det foreslåede nævn skal i sine afgørelser tage hensyn til karakteren af den begåede kriminalitet. Dermed lægger forslaget alligevel op til at stemple børn under 15 år som små forbryderspirer. Al sagkundskab viser, at man derved risikerer at fastholde dem i den rolle, stik imod intentionerne. Og det kniber med retssikkerheden,« lyder analysen.