Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Indsatte kommer oftere og længere tid i isolation

Flere indsatte i landets fængsler bliver under afsoning sat i isolation, og når det sker, er sanktionen oftere langvarig. Det viser tal, som justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har sendt til retsudvalget, skriver Politiken.dk.

I løbet af årets første ti måneder er indsatte blevet straffet med ubetinget strafcelle, altså isolation, 3.996 gange. Til sammenligning blev det brugt 2.579 gange i hele 2015.

Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund, frygter, at det hæmmer resocialiseringen.

Ifølge Institut for Menneskerettigheder er der hos indsatte, som har siddet i strafcelle, en øget risiko for selvmord, depression og angst, ligesom de får sværere ved at fungere socialt og indgå normalt i samfundet, skriver Politiken.dk.

Alligevel er der også en stigning i brug af langvarig isolation. I løbet af årets ti første måneder har indsatte 593 gange siddet i strafcelle i over to uger. Det tal var til sammenligning bare syv i 2015.

Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, mener, at de hårde sanktioner er nødvendige over for kriminelle, som eksempelvis er voldelige over for fængselsbetjente, skriver Politiken.dk.

Læs hele artiklen på Politiken.dk