Fængselsforbundets formand, Bo Yde Sørensen, håber, at regeringsskiftet bliver et paradigmeskifte i forhold til Kriminalforsorgen. Han mener, at det fremadrettede arbejde i fængsler og arresthuse er blevet nedprioriteret til fordel for et ensidigt fokus på straf og kontrol. Det skriver Fængselsforbundet i en pressemeddelelse, hvor de byder Nick Hækkerup (S) velkommen som ny chef for Justitsministeriet.
”Jeg håber, at Nick Hækkerup igen sætter fokus på færre gengangere i fængslerne. Det kræver, at relationsarbejdet mellem indsatte og ansatte styrkes, at den dynamiske sikkerhed forbedres og at resocialisering igen bliver hovedmålet for fængselsbetjentenes arbejde,” udtaler forbundsformand Bo Yde Sørensen.