Voldsdømte er over de seneste tre år blevet pålagt at betale 191 millioner kroner til deres ofre. Det er kun lykkedes at inddrive 6,6 millioner kroner, skriver Kristeligt Dagblad.
Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, mener ikke, at det er hensigtsmæssigt. Hun foreslår en ny model, hvor dømte får et procentvist afslag, hvis de holder sig ude af kriminalitet efterfølgende. ”Man skal selvfølgelig ikke have afskrevet hele sin gæld, men det nytter heller ikke, at det er helt urealistisk at komme ud af gælden, fordi der samtidig løber renter på. Dermed risikerer vi, at gerningsmændene skaber nye ofre for at få råd til at betale gælden,” siger Trine Bramsen til Kristeligt Dagblad.
Omvendt ønsker Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen, skrappere sanktioner over for de gerningsmænd, der enten ikke kan eller ikke vil betale. Han foreslår en model, ”hvor de, der ikke har betalingsevnen eller ikke ønsker at betale, må sidde den af i fængsel. En slags gældsfængsel.”
Café Exits organisationschef, Ole Bjørn Andersen, siger i en kommentar til Kristeligt Dagblad, at dømtes manglende betalingsevne er den primære årsag til, at det sjældent lykkes for staten at inddrive gælden, som for mange overstiger 250.000 kroner, og derfor kan synes umulig at se en ende på.
”I stedet bør man se på folks betalingsevne, når de er færdig med at afsone og forlange af folk, at de holder sig ude af kriminalitet. Gør de det, bør staten eftergive gælden. Det er ikke et spørgsmål om, at ofrene ikke får pengene, men om at staten ikke skal fastholde folk i en økonomisk situation, som de aldrig kan komme ud af,” siger Ole Bjørn Andersen til Kristeligt Dagblad.