Der er udsigt til stramninger på bandeområdet, men strafskærpelser og hårdere afsoningsvilkår løser langt fra problemerne alene, skriver Erik Christensen, der er formand for Det Kriminalpræventive Råd (DKR) på rådets hjemmeside. Debatindlægget blev bragt på Berlingske.dk den 14. maj 2020. Erik Christensen skriver bl.a.:
”Den seneste tids voldsomme bandeopgør i blandt andet København, Køge og Gentofte skaber frustration blandt borgere og politikere – forståeligt nok. Derfor kan man nu læse i medierne, at der er udsigt til flere stramninger og måske en ny bandepakke. …
Jeg mener, vi bliver nødt til at se i øjnene, at strafskærpelser og hårdere afsoningsvilkår langt fra løser problemerne alene. Det er på tide at supplere med andre midler. Vi skal styrke resocialiseringsindsatsen og sikre bandemedlemmerne en vej ud af miljøet. Forskningen viser, at den type tiltag virker. Det er afgørende, at bandemedlemmer bruger tiden bag tremmer fornuftigt, så de ikke er mere kriminelle, når de kommer ud igen. Så er vi lige vidt.
Vi skal også gøre mere for at forebygge, at børn og unge havner i bander. Den billigste og mest effektive måde at begrænse alvorlig banderelateret kriminalitet på er at afholde unge fra at tilslutte sig bander. Vi ved, at unge typisk tilslutter sig bander, når de er 13-15 år. Men de begynder allerede at hænge ud med dem, som 12-13-årige. … Derudover anbefaler Det Kriminalpræventive Råd længerevarende mentorstøtte, fritidsjobs og gadeplansarbejde, der også har vist en god virkning. …”
• Læs hele artiklen på Det Kriminalpræventive Råds hjemmeside