Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Det Kriminalpræventive Råd: Ny bandepakke bør fokusere på forebyggelse

”Justitsministeren har varslet endnu en bandepakke i kølvandet på de seneste års tre bandepakker med hårdere straffe og sanktioner. Bandekriminalitet er fortsat et alvorligt problem. Derfor bør den fjerde bandepakke satse på langt mere forebyggelse,” skriver formanden for Det Kriminalpræventive Råd, Erik Christensen, i en kommentar.

”Justitsminister Nick Hækkerup har meldt ud, at regeringen vil komme med et udspil til en bandepakke i løbet af foråret, og der skal sættes ’hårdt mod hårdt,’ siger ministeren. Vi anbefaler, at der også sættes ind med forebyggelse. Det er den eneste måde, man kan stoppe fødekæden til banderne.

Vi anbefaler, at unge tilbydes positive fællesskaber, som er mere attraktive end bandernes. … Vi ved fra undersøgelser, at bande- og rockermedlemmer typisk har haft dårlige erfaringer med skolen. Det er problematisk, da skolen i høj grad kan forebygge kriminalitet. Skolen kan give barnet en oplevelse af at være med i et fællesskab, og børn kan danne positive voksenrelationer. En god skolegang er også vigtig i forhold til at få en uddannelse og et arbejde senere i livet.

Justitsministeriet har gennemgået de tiltag, man har indført med de hidtidige bandepakker. Flere af de hårde tiltag har været brugbare. Det er positivt. Både politiet og Kriminalforsorgen har fået værktøjer til at håndtere rocker- og bandekriminalitet, og det er med til at sætte en kæp i hjulet på bandernes aktiviteter.

Men nu er det tid til at bruge andre værktøjer fra værktøjskassen. Fængslerne er fyldt op, og desværre kommer langtfra alle rockere og bandemedlemmer ud som bedre mennesker. Derfor er vi nødt til at sørge for, at færre vælger den vej i livet. Vi må starte tidligt. Vi skal standse fødekæden til banderne. Både i skolerne og fritidstilbuddene skal der være større fokus på at hjælpe de kriminalitetstruede børn,” skriver formanden for Det Kriminalpræventive Råd.

Læs hele artiklen på Det Kriminalpræventive Råds hjemmeside