Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg til workshop i Café Exit

(Foto: Bent Dahl Jensen)

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg til workshop i Café Exit

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) deltog tirsdag den 30. november 2010 i en workshop i Café Exit i anledning af afslutningen af EU’s fattigdomsår. Deltagerne var en blandet skare, som talte både politikere og medarbejdere fra frivilligt socialt arbejde og organisationer samt fra kommuner og ministerier.

Workshoppen begyndte i de næsten færdigt ombyggede lokaler i Saxogade 5, hvor caféleder Henning Nordager Thonbo fortalte om caféen, der åbner den 4. februar 2011.

Derefter fortsatte man i Apostelkirkens menighedssal, hvor der blev vist et filmindslag om en ung ex-indsat, som gennem Exit har fået hjælp til at komme i gang med en uddannelse, og som nu har startet sit eget firma. Filmen er produceret i anledning af fattigdomsåret.

Exits medarbejdere fortalte om Exits arbejde med indsatte og ex-indsatte, hvor man tager udgangspunkt i den enkeltes situation og tilbyder en indsats, som både omfatter sociale tilbud og job- og uddannelsesvejledning. Fangekoret sang et par numre, og et par af medlemmerne fortalte om deres tilknytning til Exit.

I den sidste del af workshoppen var der mulighed for at stille spørgsmål og kommentere på det, der blev sagt – og en stor del af samtalen og debatten handlede om de forhold, der gør sig gældende for indsatte, når de løslades – lige fra problemet med at stå uden bolig og til at stå med en gæld, der stammer fra sagsomkostninger. En gæld, der ofte kan være på flere hundredtusinde kroner.

Der blev også peget på problemet med, at det kan være vanskeligt at få et arbejde, når der er kommet pletter på straffeattesten.

Beskæftigelsesministeren lyttede til de mange indlæg, og som afslutning på debatten bad hun om at få tilsendt en liste over de forskellige problemer, der blev rejst, så hun kunne se nærmere på dem. Inger Støjberg lovede også at tage de juridiske spørgsmål op over for justitsministeren.

Workshoppen blev holdt om formiddagen, og den var en del af en større afslutningsevent, som var arrangeret af Socialministeriet. Der blev holdt tilsvarende workshops i Mændenes Hjem, Sidegadeprojektet og Pigegruppen – alle på Vesterbro i København. Om eftermiddagen var alle deltagere samlet til konference på Hotel Scandic, hvor der var paneldebat om, hvordan vi håndterer fattigdom i Danmark, og om fattigdom i et nationalt og europæisk perspektiv.