Det er i strid med reglerne, hvis en advokat deler tøj med logoer fra deres advokatforretning ud til indsatte i fængslerne for at hverve nye klienter, siger formanden for Advokatrådets regel- og tilsynsudvalg, Martin Lavesen, til Politiken.dk. Det sker i en kommentar til oplysningerne om, at nogle indsatte i danske fængsler og arresthuse går iklædt hættetrøjer, T-shirts og huer med firmanavne og telefonnumre på nogle af Danmarks største advokatkontorer inden for strafferet.
”Så længe, der uddeles tøj til klientens eget brug – i et meget begrænset omfang – så er det vores opfattelse, at det er led i en almindelig klientpleje, som en advokat har lov til over for sin egen klient.
Men hvis det uddeles med det formål, at man skal hverve nye klienter, så er det ikke i orden, og så er det i strid med de regler, som vi som advokater er underlagt,” siger Martin Lavesen til Politiken.dk.
- Advokatrådet: Regelbrud, hvis advokater uddeler logotøj for at hverve kunder – Politiken.dk, 24-04-2017