Innovation er, når fem indsatte arrangerer workshops for ledere og chefer i Kriminalforsorgen. Fordi de gerne vil fortælle, hvor vigtig uddannelse er, hedder det i en artikel på Kriminalforsorgens hjemmeside om uddannelsesafdelingen i Nyborg Fængsel. I artiklen hedder det videre:
23-årige Jamal afsoner en straf på 14 år i Nyborg Fængsel. Det første år af sin afsoning brugte han det meste af sin tid på at lave ingenting. Men udsigten til de muligheder, han vil have, når han engang forlader fængslet, fik ham i gang med at tage en hf. Og den er han nu næsten færdig med. Næste step for ham er at tage en ingeniøruddannelse, men det er meget svært at gøre, når man sidder i et lukket fængsel.
Derfor har han sammen med fire af sine medindsatte på uddannelsesafdelingen på Nyborg Fængsel inviteret ledelsen fra det kommende Storstrøm Fængsel samt repræsentanter fra direktoratet til tre workshops for at tale om uddannelse i et fængsel. Om de muligheder, det giver, men også om begrænsningerne.
Den første workshop løb af stablen i sidste uge. De emner, der skulle diskuteres var, hvad motivation, struktur og kulturen betyder for, hvordan uddannelserne i fængslerne fungerer.
”Der er ting, vi ser som indsatte, som gør, at vi mister motivationen til at tage en uddannelse. For at vise jer, hvilke ting det er, har vi arrangeret tre workshops. I dag skal det handle om, hvordan vi kan skabe et grænseoverskridende samarbejde og et fristed, hvor man kan uddanne sig. Uddannelse skal være sjovt – vi skal kunne tage det med ud og bruge det, så vi ikke kommer herind igen,” sagde Jamal, da han bød velkommen.
Med til workshoppen var i alt 10 indsatte, der er i gang med en uddannelse inde i fængslet. En uddannelse, de tager, fordi de gerne vil ud af kriminalitet. De øvrige tilstedeværende var chefer og ledere samt en enkelt direktør fra Kriminalforsorgen. Der var også undervisere, projektledere og også en journalist og en fotograf fra den digitale avis Zetland. Alle sammen folk, der ikke er begrænset af en låst dør i ønsket om at tage en uddannelse.
Uddannelsesafdelinger i Nyborg og Søbysøgård
På uddannelsesafdelingen i Nyborg Fængsel bor der 16 indsatte sammen. Afdelingen blev for nogle år siden skabt som et forsøg, samtidig med, at der blev lavet en lignende afdeling i Søbysøgård, hvor der bor 26, for at forbedre de indsattes muligheder for at blive fastholdt og gennemføre uddannelse under afsoning.