Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Ny undersøgelse viser alvorlige fordomme blandt unge i Nordvest

Unge i Nordvest i København klarer sig langt bedre, end de selv tror, skriver Københavns Kommune på baggrund af en ny undersøgelse.

Unge i Nordvest overvurderer markant, hvor normalt det er at leve et risikobetonet ungdomsliv. De unge vurderer, at det er fem gange mere udbredt at leve et gadeorienteret liv blandt 15-18-årige i bydelen, end tilfældet er. De tror også, at det er ti gange mere almindeligt at være bandemedlem, end tilfældet er. Omvendt er der en klar tendens til at undervurdere, hvor stor en andel af bydelens unge, der er i gang med en uddannelse. Det viser en ny undersøgelse, som sociolog Aydin Soei har udarbejdet for Områdefornyelse Nordvest under Københavns Kommune. 

Selvom fordommene siger noget andet, har unge i Nordvest i virkeligheden et rigt fritidsliv. De uddanner sig, passer deres jobs og dyrker fritidsaktiviteter, men hvis ikke der sættes ind for at forbedre de unges selvforståelse, kan myter og negative forventninger let blive til virkelighed, siger Aydin Soei:

”Når der fx hersker en forestilling om, at 20 procent af de jævnaldrende i bydelen er bandemedlemmer, kan det udgøre en risikofaktor i forhold normalisering af bandemedlemskab. Tidligere studier viser, at det har en positiv effekt på både kriminalitet og utryghed at aflive negative myter og sætte fokus på virkeligheden; nemlig at den dominerende livsstil blandt unge er at være involveret i uddannelse, job, foreningsliv mv.,” siger Aydin Soei.

En anden væsentlig konklusion er, at unges oplevelse af støtte og motivation fra forældre og det at være involveret i uddannelse, job, klub og andre fritidstilbud ser ud til at reducere risikoen for kriminalitet markant. Hvis de unge er aktiveret i fritidsaktiviteter, reduceres risikoen for kriminalitet ligeledes mærkbart, viser undersøgelsen. 

Læs hele artiklen på Københavns Kommunes hjemmeside

Hent Nordvestundersøgelsen

Links til andre artikler om emnet:

Unge i Nordvestkvarteret tror, at de selv er værre, end de faktisk er, Politiken.dk, 05-09-2021 (betalingsartikel)

»Jeg vil gerne have, at folk her i Nordvest og andre bydele forstår, at drømmen ligger lige om hjørnet«, Politiken.dk, 05-09-2021 (betalingsartikel)