I fem år forsvandt Sarahs papfar fra familiens hverdag. I en artikel på DR Nyheder fortæller hun, hvordan hans fængselsdom påvirkede hende.
Sarah fortæller blandt andet om situationen efter hans anholdelse:
”Det var min mor, der forberedte mig på, at min papfar ikke kom hjem foreløbigt. Inden da havde vi ventet i, hvad der føltes som evigheder på at få mere klarhed over, hvad han var mistænkt for. Min mor siger, der gik to uger, inden vi fik det.
Jeg var grædefærdig, da hun fortalte, at sagen var alvorlig. Jeg følte, jeg mistede min papfar. Uden rigtig at miste ham. For han var ikke død, men han skulle ikke være en del af min hverdag mere. Det var slut med at have ham som fodboldtræner. Det var slut med at blive jagtet rundt i huset, når han havde fundet en edderkop og ville drille mig. Det var sindssygt hårdt at tænke på.
Der gik lang tid, inden jeg selv havde en samtale med ham om, hvad han havde lavet. Når folk er varetægtsfængslet, må du ikke tale med dem om deres sag. Min papfar var varetægtsfængslet i et år. Han skrev breve til mig imens.”