Regeringen vil med en ny lovpakke sikre sig, at børn ned til ti år forstår, at »alle handlinger har konsekvenser«, på trods af at ungdomskriminaliteten falder og falder – også for den hårde kerne. Der er i høringssvarene en massiv kritik af lovforslaget, der ventes fremsat i næste uge, skriver Berlingske.dk.
Regeringens forslag kan i værste fald betyde mere ungdomskriminalitet, lyder det fra Dansk Socialrådgiverforening.
»Vi har en succes i det her land med noget, som mange andre lande har svært ved, nemlig at knække den hårde ungdomskriminalitet,« siger Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening. Regeringens lovforslag møder også kritik fra bl.a. Det Kriminalpræventive Rød, Børns Vilkår, tænketanken Justitia og Kommunernes Landsforening.
På Berlingskes spørgsmål, om ministeren vil ændre noget i lovforslaget efter at have læst høringssvarene, svarer justitsminister Søren Pape Poulsen (KF), at »det er for tidligt at pege på, hvilke konkrete ændringer der bliver tale om«. Han tilføjer: »Lad mig for god ordens skyld understrege: Vi indfører ikke en ny kriminel lavalder ad bagdøren. Børn ned til 10 år får ikke svækket deres retssikkerhed. Vi indfører ikke straf eller sanktioner, men derimod reaktioner og forbedringsforløb for børn og unge, der er på vej ind på en kriminel løbebane med alvorlig kriminalitet.«
Justitsministeren: ”Vi sætter ikke børn og unge i fængsel – punktum”
”Desværre er reformen, der skal sikre en ny og helhedsorienteret indsats mod ungdomskriminalitet, blevet mødt af fejlagtig og usaglig kritik. Vi indfører ikke en ny kriminel lavalder ad bagdøren,” skriver justitsminister Søren Pape Poulsen (KF) i en kronik i Information.dk, hvor han beskriver regeringens forslag om at bekæmpe ungdomskriminalitet.
Søren Pape Poulsen skriver bl.a.: “Så lad os en gang for alle få fakta på plads: Vi indfører ikke en ny kriminel lavalder ad bagdøren. Børn ned til ti år får ikke svækket deres retssikkerhed. Vi indfører ikke straf eller sanktioner, men derimod reaktioner og forbedringsforløb for unge kriminelle. Sikrede og delvist lukkede institutioner bliver ikke mini-fængsler, og der ændres ikke på kriterierne for, hvornår et barn eller en ung kan anbringes uden for hjemmet.
Derimod understreger vi i den politiske aftale og i lovforslaget, at den sociale værkstøjkasse, som kommunerne har til rådighed i dag, skal bestå. Børn skal ikke i fængsel.”
SF-ordfører kritiserer justitsministerens kronik
SF’s socialordfører, Trine Torp, kritiserer på Information.dk justitsministeren Søren Pape Poulsens (KF) kronik om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Trine Torp skriver bl.a.:
”Men Pape vil indføre et nyt system, parallelt med kommunerne: Ungdomskriminalitetsnævn og Ungekriminalforsorg. … Det nye nævn ligner et retssystem med en dommer, en kommunal repræsentant og en fra politiet. Kun i sager med mindre børn er der også en børnesagkyndig. Nævnet skal hurtigt beslutte vidtrækkende indsatser, som kun kan opfattes som sanktioner. Børn mellem 10 og 14 år kommer for nævnet alene på mistanke og efter politiets beslutning. Skyldsspørgsmålet bliver ikke afklaret, og der er ingen bevisførelse eller vidner.
Politiet har en meget fremtrædende rolle: Det er sekretariat for nævnet. Det skal forberede sagerne. Det bestemmer, om et barn mellem 10 og 14 år skal i nævnet. Det er med til at træffe afgørelserne. Det skal sikre, at barn og forældre er til stede. Og det skal medvirke til, at børnene og de unge gennemfører det, der besluttes. Det er en rolleforvirring med indbyggede juridiske problemer. Dobbeltrollen ved både at bære sager ind og afgøre dem tilsidesætter magtens tredeling. …
Alt i alt får vi en ny tilbygning til retssystemet og Kriminalforsorgen for børn ned til ti år. De vil af en dommer blive pålagt sanktioner, der svarer til samfundstjeneste, og politiet vil blive sat ind for at gennemføre beslutningerne. Det kan jeg kun se som en meget lav kriminel lavalder indført ad bagvejen,” skriver Trine Torp.