Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Kritikere frygter regeringens plan om at sætte 12-årige for en dommer

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har varslet en snarlig reform af området for ungdomskriminalitet. Der skal fremover være en dommer i spidsen for såkaldte ungdomskriminalitetsnævn for børn ned til 12 år. Det får flere kritikere til at advare om konsekvenserne, skriver Information.dk. Avisen skriver videre:

Regeringen vil oprette ”ungdomskriminalitetsnævn” rundt om i landets kommuner, der med en dommer i spidsen skal behandle sager med børn helt ned til 12 år.

Det har fået flere kritikere til at reagere, heriblandt Socialpædagogernes Landsforbund:

”Nu vil regeringen gøre alvor af et system, hvor man stiller børn til ansvar for deres handlinger på samme måde som voksne. Det er uforståeligt og unødvendigt. Vi kan jo allerede se, hvad der virker, fordi ungdomskriminaliteten falder. Og det er at sætte målrettet ind på tværs af kommuneskel og faggrupper. Faren ved det her er, at man flytter fokus fra de sociale indsatser og i stedet hælder imod det strafferetlige system,” siger forbundets formand, Benny Andersen, til Information.dk.

Den samme bekymring kommer fra Dansk Socialrådgiverforenings næstformand, Niels Christian Barkholt. Der er dog ikke enighed om konsekvenserne blandt de børnefaglige organisationer.

Hos Børnerådet ser formanden, forhenværende chefpolitiinspektør Per Larsen, forslaget om ungdomskriminalitetsnævn som en mulighed for at sætte forskellige fagkompetencer sammen med de unge, der skal hjælpes væk fra en spirende kriminel løbebane. Han ser ikke noget problem i, at der sidder en dommer for bordenden og »ser alvorlig ud«, så længe det sker på baggrund af pædagogik og sociallovgivning.