Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Kriminalforsorgen genoptager sager om erstatning

Kriminalforsorgen har haft en forkert praksis for erstatning til indsatte, der har været udsat for uforskyldte indgreb under afsoning. Derfor bliver en række sager bliver nu genoptaget, oplyser Kriminalforsorgen.

Det sker på baggrund af, at Østre Landsret i en dom har slået fast, at indsatte i Kriminalforsorgens institutioner har haft krav på erstatning, hvis de har været udsat for visse typer af indgreb, som efterfølgende viser sig at være uforskyldt. Et indgreb kan fx være, at en indsat bliver overført fra et åbent til et lukket fængsel eller udelukket fra fællesskab.

Et indgreb er uforskyldt, hvis det siden viser sig, at den indsatte ikke kan gøres ansvarlig for det, der førte til, at indgrebet blev foretaget. Det kan fx være, at en indsat bliver udelukket fra fællesskab pga. mistanke om handel med stoffer, men at fængslet ikke efterfølgende kan bevise dette.

Som en konsekvens af dommen genoptager Kriminalforsorgen af egen drift sager om erstatninger 3 år tilbage i tiden.

”Vi har beklageligvis haft en forkert praksis i forbindelse med behandlingen af erstatningssager. Derfor er vi p.t. ved at finde de sager, hvor vi i de senere år kan have givet et fejlagtigt afslag på erstatning. Vi anslår, at det drejer sig om under 100 sager. Samtidig opfordrer vi indsatte og tidligere indsatte til at søge om erstatning, hvis de mener, at de inden for de seneste 3 år har været udsat for et uforskyldt indgreb under deres afsoning i en af vores institutioner. Så vil vi vurdere, om de er berettiget til erstatning,” siger Gitte Møller Larsen chef for Koncern Klientsagsbehandling i Direktoratet for Kriminalforsorgen.


Regler ændret

Kriminalforsorgen gør samtidig opmærksom på, at reglerne om erstatning i straffuldbyrdelsesloven fra den 1. februar 2019 er ændret, så der ikke skal gives erstatning, hvis indgrebet er foretaget for at undersøge, om en indsat har begået et strafbart eller disciplinært forhold, eller for at forebygge sådanne forhold. Det er dog en forudsætning, at indgrebet ikke anses for uberettiget ud fra omstændighederne på det tidspunkt, da indgrebet fandt sted.

Læs hele artiklen på Kriminalforsorgens hjemmeside