– Vi er rigtig mange, som er stolte af det arbejde, I laver. Det betyder enormt meget, at der er en bro fra at være indsat til at være en del af det omkringliggende samfund igen. Det er ikke en nem opgave. Det er en opgave, som kræver enormt meget. Og det er en opgave, som er meget prisværdig for både den indsatte og for folk omkring vedkommende. Derfor er det arbejde, I laver utrolig vigtigt, og der bliver sat enormt stor pris på det, sagde justitsministeren i sin lykønskning af Café Exit med de fem år.
Morten Bødskov var første gang på besøg i Exit i efteråret 2012 – samme dag, som politikerne på Christiansborg indledte forhandlingerne om en ny fireårig aftale for Kriminalforsorgen. Ved besøget mødte ministeren flere medarbejdere og to af Exits brugere, og der blev blandt andet talt om, hvordan man kunne styrke mulighederne for en succesfuld udslusning.
– Det har vi brugt en del tid på i aftalen, så man helt fra den første indsættelse til udslusningen ser på, hvad det er, man skal have fokus på for at sikre, at folk kommer ordentligt tilbage igen, når de skal ud efter endt afsoning eller på prøveløsladelse. Det jeg fik med sidste gang, jeg var på besøg hos jer, er vigtigheden af en afklaring af, hvilke kompetencer hos den indsatte, der kan bygges videre på.
– Den vej er nu betrådt. Det er en del af den omstilling, der skal til i Kriminalforsorgen i den aftale, som i hvert fald rækker de næste fire år. Her er det helt centralt, at vi sikrer uddannelse. Fordi vi ved, at det at få en uddannelse er så at sige den bedste vej tilbage til samfundet. Hvis vi undgår, at flere kommer tilbage til kriminalitet, så får vi et langt bedre samfund. Derfor er nøglen, at vi styrker den enkeltes kompetencer, styrker mulighederne for at få en uddannelse og bruge uddannelsen som et springbræt og et sikkerhedsnet, når man er på vej ud efter endt afsoning.
– Jeg er godt klar over, at det for mange er en meget lang vej, og at det er svært for mange. Derfor er det arbejde, der bliver lavet her og andre steder af lignende karakter, usædvanlig vigtigt. Vi kan diskutere nok så mange store aftaler og tale om nok så mange milliarder på Christiansborg, men dem, der holder det oppe, det er jo sådan nogen som jer. Så tillykke med fødselsdagen. Vi er mange, som synes, at I gør et helt fantastisk godt arbejde, og jeg ønsker jer al mulig held og lykke i fremtiden, sagde justitsminister Morten Bødskov ved fødselsdagsreceptionen.
Spørgsmål og kommentarer fra indsatte og tidligere indsatte
Efter talen var der en dialog, hvor flere indsatte og tidligere indsatte havde kommentarer og spørgsmål til ministeren.
Jesper fra Fangekoret, der lige var blevet løsladt et par dage forinden, indledte også med et tillykke til Exit.
– Der er virkelig noget at hente herinde for en indsat, hvis man står ude på gaden og er lidt på spanden. Man kan ikke gå ind og hente penge, men man kan gå ind og hente nogle ting, der er mere værd. Der er tilgang til alle mulige ressourcerige mennesker, som kommer herinde og lægger en masse arbejde. Det er jeg rigtig, rigtig stolt over at kunne være med til at fejre i dag, sagde Jesper og nævnte, at han selv har haft stor glæde at benytte Exits retshjælp.
– Når du så er her i dag, sagde han dernæst henvendt til Morten Bødskov, så vil jeg sige, ligesom sidst du var herinde, at der bør laves en bro mellem det her og noget-for-noget-princippet, for jeg synes stadigvæk ikke rigtig, vi ser noget. Dog vil jeg sige, at der i forhold til bandearbejdet bliver skabt tendenser i den retning, og hvis man kan afhjælpe bandeproblemerne gennem noget-for-noget-princippet, så bør det også kunne bringe en forståelse af, at det simpelthen gælder for alle fanger, at man er nødt til at motivere dem på en eller anden måde til at komme videre, og det er jo det, som arbejde herinde i Exit er udtryk for. Så jeg håber, du vil genoptage tanken om noget-for-noget-princippet. Det synes jeg, det er vigtigt, du får med herfra, sagde Jesper.
En indsat i Horserød, der er med til at redigere bladet ”Håbets Spor”, spurgte Morten Bødskov, hvor de socialdemokratiske aftryk er på flerårsaftalen om Kriminalforsorgen?
Morten Bødskov svarede, at aftalen tager fat på to altoverskyggende problemer for Kriminalforsorgen. Det ene er at nedbringe den kraftige overbelægning, og det andet har været at løse problemet med negativt stærke rocker-/bandemedlemmer.
– Dernæst har det været afgørende at få forstærket indsatsen for uddannelse, få styrket muligheden for brug af mentorordningen, og at man allerede ved ankomsten får afklaret, hvor der er muligheder og noget at arbejde videre med og så søge at styrke dem i beslutningen. Her er en helt central ting – som hænger sammen med den bro, Jesper talte om – sammenspillet mellem Kriminalforsorgen og kommunerne, hvor der er mange huller. Det har der været i mange år, og jeg er overbevist om, at det er en af årsagerne til, at der desværre stadig er mange, der falder tilbage til kriminalitet, sagde Morten Bødskov.
Jørgen fra Fangekoret, sagde, at der altid er nogle stærke, som sidder på magten – uanset om det er i fængsler eller politik.
– Det er menneskets natur, og man kan ikke spærre menneskets natur inde. I kan spærre mennesker inde, men I kan ikke spærre menneskets natur inde. Det synes jeg ikke, I har haft med i jeres beregning, sagde Jørgen.
Morten Bødskov svarede, at der i den nye aftale ligger, at arbejdet med dem, som gerne vil ud og have en ny anden fremtid, skal styrkes. Det er det, der ligger i alle de initiativer, vi har talt om. Det nye er, at der både kommer en afklaring ind, en styrkelse af afklaringen af kompetencerne for at se, hvor mulighederne for at få et fodfæste ligger, og så en forstærket indsats i forhold til udslusningen, sagde Morten Bødskov ved fødselsdagsreceptionen.
Indsatte og ex-indsatte får formidlet muligheder og håb
Receptionen blev indledt med en velkomst af Exits organisationschef, Ann Skov Sørensen, der glædede sig over, at så mange var mødt frem for at være med til at fejre femårs-dagen. Derefter talte formanden for Exits bestyrelse, sognepræst Niels Nymann Eriksen, Apostelkirken.
– Vi har noget at fejre i dag. Når vi ser os tilbage over skulderen, husker de første usikre skridt, som blev taget af fængselspræsterne i Vestre og Fangekoret, og så ser på organisationen i dag, så er det en lang vej og en stor vækst. Men det, vi har at glæde os over og fejre, er ikke historien om en organisation, men historien om indsatte og tidligere indsatte, som har fået formidlet muligheder og nyt håb. Det er det, der er Exits mission, sagde Niels Nymann Eriksen.
– Exit betyder jo udgang. Det er et ord, som står skrevet på lysende skilte i store rum, hvor man kan miste orienteringen. Når lyset går ud, og der bliver mørkt i lokalet, så skal det skilt stadig kunne lyse og angive retningen ud. Det er det, Exit ønsker at være for mennesker, der har været fængslet, og som nu skal finde vejen ud og tilbage i samfundet igen. Og det er det, vi fejrer, at vi har fået lov til at være.
– Hvad er kernen i det, Exit kan og skal? Det handler om at kunne møde mennesker på en måde, så de ser muligheder for at komme videre og får et håb om, at der er en vej frem. Det handler om at blive mødt af mennesker, som ikke bare forstår én ud fra historien, men ud fra fremtiden, som tror, at et menneske er mere end et produkt af sin fortid, at der findes nye begyndelser, og som kan være med til at plante dette håb i de indsatte.
– Denne mission realiseres ikke første og fremmest gennem strategisk tænkning og organisering – selv om det også er en del af det – men gennem det konkrete møde mellem mennesker, og derfor er det i dag først og fremmest jer frivillige og ansatte, som vi siger tak til. Det er jer, der bærer visionen om at formidle muligheder og nyt håb ud i samtaler, socialt samvær og fælles aktiviteter. Men for at det kan lykkes, skal der være en vilje til samarbejde. Vi vil gerne sige tak til vores brugere, indsatte såvel som ex-indsatte, som har vist os tillid, og som har givet os lov til at række dem en hjælpende hånd på deres vej ud i samfundet.
– Det ville heller ikke kunne lade sig gøre, hvis ikke samfundet viste os tillid. Vi tænker her særligt på Direktoratet for Kriminalforsorgen, fængslerne og kommunerne. Exits arbejde er blevet muliggjort, ikke mindst i kraft af en økonomisk donation fra TrygFonden, som har holdt hånden under os de seneste tre år. Vi har brugt denne periode på at tilvejebringe yderligere finansiering af vores fortsatte arbejde. Dette er kun delvist lykkedes, da det er svært at finde forståelse for, at vores arbejde er helhedsorienteret, og ikke blot drejer sig om en fragmenteret indsats, hvor man løser eksempelvis problemet med at finde arbejde, bolig eller lignende. Vi fortsætter derfor vores arbejde med at få etableret en stabil grundfinansiering, så vi kan opretholde indsatsen for fængslernes indsatte og deres pårørende, herunder ikke mindst børnene som ofte står som de helt store tabere, når far for en tid forsvinder ud af deres liv, og som senere hen kan have svært ved at finde fodfæste i samfundet. Vi finder, at det er en væsentlig opgave at få brudt den negative sociale arv, som kan resultere i, at børnenes svære opvækst resulterer i, at de lander i præcis de samme problemer som deres forældre, sagde Niels Nymann Eriksen.
”Vi kan godt bryde ud uden at være i løb”
Der var også en hilsen fra en af naboerne – nemlig Anton Pihl, der som næstformand for menighedsrådet i Vesterbro Sogn, Exit tillykke med de fem år.
– Jeg er en af dem, der hænger Exit-skilte op, indledte Anton Pihl med henvisning til sit arbejde med at arrangere museumsudstillinger.
– Vi kalder dem ”små grønne mænd”, og vi kan sidde og diskutere, hvor mange ”små grønne mænd” der skal være i loftet ved en udstilling. I virkeligheden er det noget sludder at diskutere den slags, for Exit skal bare være der. Exit her på Vesterbro, det er en af de allervigtigste idéer, man nogensinde fik, og det skal bare være der, sagde Anton Pihl.
Han demonstrerede, hvordan de ”små grønne mænd” er udformet som mænd, der står et ben – eller som han sagde: ”Al gang foregår i løb.”
– Det er som om man allerede er lidt for sent på den, og man kan blive helt stresset af at se på dem. Hvorfor skal al gang foregå i løb? Kunne man forestille sig, at det var en gående mand, eller en mand, der stod stille og så sig lidt omkring? Med Exit bliver vi mindet om, at vi godt kan bryde ud uden at være i løb. Man kan også bryde ud, mens man går fra det ene sted til det andet i god ro og orden, og man kan faktisk også få lov til at stå helt stille, sagde Anton Pihl.
Gallamiddag for indsatte, ex-indsatte og frivillige
Efter receptionen fortsatte fejringen med en gallamiddag, hvor der deltog indsatte, ex-indsatte, pårørende og frivillige.
– Vi har glædet os til aftenen, sagde organisationschef Ann Skov Sørensen i sin velkomst.
– For vi synes, det kunne være hyggeligt at invitere nogen af jer, der kommer og hjælper til, og nogen af jer, der kommer her og hygger jer ved kultureftermiddagene, og vil vi selv prøve at stå i køkkenet. Vi har heldigvis haft et par erfarne frivillige til at hjælpe.
– Velkommen, nyd det, hyg jer, sagde Ann Skov Sørensen.
Kokkeprojektet i Vridsløselille Statsfængsel havde kreeret forretten, der stod på citronsaltet bagt torsk med sauce tartare, syltede løg, rødbedehummus og Vridsløsebrød. Som hovedret blev serveret kalve-/oksesteg med krydret sauce, lammefjordskartofler og årstidens légumes (grøntsager) – og Gert havde lavet to flotte kæmpe fødselsdagslagkager til kaffen/teen.
Mellem retterne underholdt trioen Embrace, der består af tre konservatorie-uddannede sangere: Anna Kruse, Camilla Dayyani og Mette Lauritsen. Trioen holdt i den første uge i januar workshops med indsatte i Vridsløselille og Herstedvester. Sammen indstuderede de et repertoire, som blev opført for de andre indsatte ved et efterfølgende café-arrangement.