Antallet af værkmestre er faldet markant de seneste ti år. Fængselsforbundet mener, at situationen er kritisk for arbejdsdrift og resocialisering, fremgår det af en artikeli forbundets blad.
”I forrige flerårsaftale om Kriminalforsorgen blev værkmestrene tildelt en hovedopgave i forhold til at styrke de indsattes uddannelse. Målet var færre gengangere i fængslerne og midlet en styrket uddannelses- og beskæftigelsesindsats.
Siden denne aftale er det dog kun gået en vej for antallet af værkmestre: Nedad. Da den politiske aftale blev indgået i slutningen af 2012, var der 418 værkmestre. I dag er der kun 301 tilbage,” skriver Fængselsforbundet.
Det har ifølge forbundssekretær Mette Nielsen store konsekvenser for værkmestrenes arbejdsmiljø og kvaliteten af de opgaver, som de tilbyder de indsatte. Hun synes, det er en ærgerlig og kritisabel udvikling: ”Kriminalforsorgen har tydeligvis ikke levet op til de politiske målsætninger på dette område. Du kan ikke styrke indsatsen i arbejdsdriften ved at skære ned i bemandingen.”