Frivillige fra Café Exit plejer at holde kreative workshops for kvinder i fængslerne i Horserød og Jyderup hver måned. Men på grund af de gældende corona-restriktioner har det ikke været muligt i nogen tid.
Det har dog ikke begrænset kreativiteten blandt Café Exits frivillige i kvindearbejdet. Forleden pakkede de 20 poser til indsatte kvinder i Horserød Fængsel.
I hver pose var der et håndskrevet haikudigt samt et brev, der beskrev det øvrige indhold:
Tegn og mal: Du får tusser og 3 mandalaer, som du kan sidde og male, mens du hører musik, eller sidder og hygger dig med en anden.
Leg med ord: Du får limstift, papir og karton og et ark, der hedder Skriv et haikudigt. Du kan skrive det i hånden med en tusch og sætte det på et stykke karton som et postkort og tegne på det. Nogle af os har skrevet til jer, og vi vil rigtig gerne se nogen af jeres. Vi skal nok tage dem med op til jer igen. Måske har du lyst til at skrive sammen med en anden. Så kan I læse jeres digt op for hinanden.
Håndarbejde: Du fårgarn og strikkepinde og en opskrift på en nem karklud. Det kan være hyggeligt at sidde sammen og strikke, og vi sender forskellige opskrifter, så kan I se, hvilken der er mest spændende.
Poserne er på vej til Horserød, og næste mål er at sende lignende krea-poser til indsatte kvinder i Jyderup Fængsel.