Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Bliv frivillig gældsrådgiver for indsatte

Bliv frivillig gældsrådgiver for indsatte

Har du empati, sans for økonomi og lyst til at hjælpe en udsat målgruppe med at få større overblik over sin økonomi?

Kunne du tænke dig at bruge og udvikle dine kompetencer inden for jura og/eller økonomi, og samtidig hjælpe en udsat målgruppe? Hvis ja, så er du måske vores nye frivillige gældsrådgiver i Café Exit, hvor vi støtter indsatte og tidligere indsatte i processen mod en kriminalitetsfri tilværelse.

En stor udfordring ift. at starte et liv uden kriminalitet er for mange at håndtere offentlig såvel som privat gæld. Gældsrådgivningen kan bl.a. bestå af hjælp til at skabe et overblik over den økonomiske situation, håndtering af kontakt til kreditorer og udarbejdelse af handleplan for afdrag. Gældsrådgivningen tager udgangspunkt i den enkeltes behov, hvorfor disse afdækkes i starten af et gældsrådgivningsforløb.

Som frivillig gældsrådgiver i Cafe Exit tager du hver anden uge på besøg i enten Vestre eller Horserød Fængsel sammen med dit team. Du vil blive oplært til at kunne yde vejledning om gæld, regler samt lovgivning og i starten vil du følge mere erfarne gældsrådgivere. Gældsrådgivningen foregår hver anden onsdag, hhv. formiddag og eftermiddag, og derudover er der administrative opgaver, som kan løses på andre tidspunkter.

Som frivillig i gældsrådgivningen får du mulighed for at gøre en konkret og vigtig forskel for den enkelte indsatte og herigennem støtte i resocialisering. Du får indblik i indsattes livsvilkår og viden om gældsproblematikker. Derudover bliver du en del af et dejligt tværfagligt frivilligfællesskab. Andre frivillige er engagerede som mentorer, terapeuter, administrative såvel som kreative og praktiske medhjælpere. Ansatte og frivillige arbejder sammen for at hjælpe vores brugere, og vi lægger stor vægt på, at frivillige får mulighed for at finde sparring og blive udfordret både personligt og fagligt.

Vi søger frivillige gældsrådgivere, der:
• kan forpligte sig gennemsnitligt 4 timer ugentligt for et års tid eller mere,
• har flair for tal,
• har empati til at kunne møde mennesker i en svær livssituation,
• er minimum 25 år.

Kunne det være dig, vi mangler? Send da en e-mail med CV og lidt information om dig selv til gældskoordinator Stine Bak Pedersen, smp@cafeexit.dk 😊. Vi holder samtaler løbende og glæder os til at høre fra dig! Du kan sende sikker mail til alle medarbejdere med en @cafeexit.dk-mailadresse ved at anvende dette link til den offentlige certifikationsdatabase.