Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Forsøg med særlig indsats for at inddrage bøder udvides til hele landet

Tre politikredse har i en forsøgsperiode styrket samarbejdet med SKAT for at inddrage bøder hos personer, der nægter at betale deres gæld til det offentlige. Det har resulteret i knap 1 mio. kroner på et halvt år. Ordningen er et af Bandepakkens initiativer, og aftalepartierne har i dag besluttet at udbrede samarbejdet mellem politiet og SKAT til resten af landet, oplyser Justitsministeriet.

Initiativet skal ifølge ministeriet styrke politiets muligheder for at gribe ind over for lovovertrædere, som ignorerer bødestraffe og nægter at betale eller smider netop udstedte bøder væk i politiets påsyn. Fyns Politi, Østjyllands Politi og Midt- og Vestjyllands Politi politikredse har kørt en forsøgsordning sammen med SKAT for at sætte ind på området. Det har resulteret i, at der i de tre politikredse på et halvt år er inddrevet knap 1 mio. kroner.

Politiet forventer, at ordningen er bredt ud i hele landet omkring den 1. maj.

Indsatsen består af de to dele: Beslaglæggelse og bødeinddrivelse.

Beslaglæggelsesindsatsen: Hvis politiet finder større pengebeløb eller andre værdier hos personer ved almindelige kontroller, ransagninger eller visitationer, har politiet via SKAT undersøgt om disse personer har gæld til det offentlige. Er dette tilfældet, har politiet foretaget beslaglæggelse af dele af værdierne. Indsatsen har været rettet mod lovovertrædere, herunder rocker- og bandemedlemmer, som i forvejen er kendt af politiet, og som har en dokumenteret gæld til det offentlige. Indsatsen har ført til beslaglæggelse af i alt 586.398 kr. samt mindre beløb i euro og amerikanske dollars i perioden fra 1. marts 2017 til 31. august 2017.

Bødeinddrivelsesaktioner: SKAT’s fogedteam Vest og de tre politikredse har arbejdet systematisk sammen om at inddrive gæld hos primært personer i rocker- og bandemiljøet. Det har resulteret i, at SKAT har inddraget gæld gennem udlæg i biler, friværdi i ejendomme, designermøbler, lamper og kontanter. Den samlede værdi skønnes at udgøre 371.336 kr. i perioden fra 1. marts 2017 til 31. august 2017, oplyser Justitsministeriet.