En lørdag en gang om måneden henvender tre-fire frivillige fra Café Exit sig midt på formiddagen ved indgangen til Horserød Fængsel. De skal holde en kreativ workshop med de indsatte kvinder, som har meldt sig til – eller som får lyst på dagen. De frivillige har kage med til kaffen og materialer til workshoppen. Det kan være lærreder, pensler og maling, stof til puder og muleposer, perler til smykker, farvestrålende tidsskrifter og blade til decoupage eller lignende. Aktiviteterne skifter fra gang til gang, og kvinderne kan foreslå, hvad de gerne vil lave.
Noget tilsvarende sker en lørdag om måneden i Jyderup Fængsel, og en aften hver anden uge i Vestre Fængsel i København.
Flere deltagere end i de foregående år
Disse workshops er hovedaktiviteten i Café Exits arbejde blandt indsatte kvinder. De indsatte er glade for de kreative aktiviteter, fordi de kan frembringe noget, de er stolte af og fx kan bruge som gaver til deres børn eller til at pynte op i cellen.
Interessen for de kreative workshops er voksende. I 2019 deltog i alt 244 indsatte i Café Exits kvindeaktiviteter i de tre fængsler. Det er det hidtil højeste deltagertal – og det er en stigning fra 170 i 2018.
Et pust udefra
Fællesskabet omkring det kreative er anderledes end dagliglivet i fængslet, og det, at kvinder udefra kommer frivilligt, omtales af de indsatte kvinder som noget helt særligt. De frivillige er ikke en del af fængselssystemet, og det giver en højere grad af ligeværdighed.
Desuden får de indsatte præsenteret de forskellige tilbud, de kan gøre brug af i Café Exit under og efter afsoningen for at få støtte til at leve et liv uden kriminalitet. Nogle af de indsatte ønsker at få en mentor fra Café Exit under afsoningen.
Nogle er selv blevet frivillige i Café Exit
Flere kvinder, der har været indsat, er efter løsladelsen blevet frivillige i Café Exit, fordi de gerne vil bidrage til at støtte andre, der er kommet i fængsel. Her er et par eksempler:
En tidligere indsat varmeget aktiv under afsoningen med at få andre kvinder til at deltage i Café Exits workshops i fængslet. Hun har fået nyt netværk i Café Exit og deler nu sine erfaringer om at sidde i fængsel med indsatte, som kommer til arrangementer i Café Exit.
En anden kvinde deltog i en workshop i Vestre Fængsel, hvor en frivillig kunstterapeut instruerede kvinderne i en særlig tegneteknik, som kunne aktivere drømme og længsler. Kvinden blev løsladt ugen efter og opsøgte Café Exit, hvor hun fik et terapiforløb med kunstterapeuten. Den løsladte er kommet regelmæssigt til Café Exit-arrangementer, har været i samfundstjeneste i Café Exit og er nu frivillig ved kultureftermiddagene. Hun har desuden skrevet bogen ”Exit til livet”, der er udgivet af Café Exit.
Kvindearbejdet støttes økonomisk af Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.
Frivillige fra kvindeklubben står også for de kreative aktiviteter, der finder sted i forbindelse med den månedlige kultureftermiddag i København.