”Filmen virkede meget autentisk. De hændelser, filmen skildrer, forekommer jo. Truslerne og volden er der, men ikke nær så koncentreret som i filmen.”

”Jeg synes, det er en god film. Men det er klart, at den viser 50 års vold, som er kogt ned til halvanden time.”

Det var de umiddelbare kommentarer fra Brune og Jørgen, som begge synger i Fangekoret, efter at de havde set filmen ”R” ved et Exit-arrangement i Cinemateket den 1. december 2010.

Efter filmen var der paneldebat – og også lejlighed for publikum til at blande sig i debatten og kommentere filmen. Panelet (billedet øverst) bestod af projektmedarbejder i Exit Hans Andersen, fængselsinspektør Hans Jørgen Engbo, kriminolog Anne Okkels, tidligere chef for det canadiske fængselsvæsen Ole Ingstrup, PhD Linda Kjær Minke og instruktør Michael Noer – og debatten blev styret af fængselspræst Elmo Due.

”R” handler om Rune, der er en svag indsat, som bliver placeret på en fængselsafdeling med meget stærke indsatte, hvor han skal afsone en toårig dom. Filmen skildrer, hvordan han fuldstændigt ender i lommen på de stærke indsatte, der styrer fængselsafdelingen – og det ender med at koste ham livet.

Giver filmen et fortegnet eller et troværdigt billede af fængselslivet?

Meningerne om filmen var blandede. Et andet medlem af Fangekoret, Hans Andersen (projektmedarbejder i Exit), fandt, at filmen giver et fortegnet billede af, hvordan det er at sidde i fængsel.

– Filmen ikke et helhedsbillede. Der mangler nogle facetter, sagde Hans Andersen.

Linda Minke Kjær, der har skrevet en PhD om fængslets indre liv. I den forbindelse opholdt hun sig flere hundrede timer i Vridsløselille Statsfængsel gennem mere end et år for at samle stof til opgaven.

– Noget af det, der slog mig, var den stærke opdeling, der er i fængslet mellem indsatte og ansatte i det lukkede fængsel. Der er ikke særlig stor interaktion mellem de to grupper, og det giver filmen et fint billede af, sagde Linda Kjær Minke.

Fængselsinspektør Hans Jørgen Engbo, Anstalten ved Herstedvester, mente, at dem, der har lavet filmen, har set rigtig mange amerikanske film.

– Jeg vil ikke afvise, at de ting, vi ser, er forekommet i årenes løb, men ikke nær så koncentreret som i filmen. Det er yderst sjældent, der sker drab i danske fængsler. Jeg kan ikke huske, hvornår det er sket sidst. Filmen virker en karikatur, for den forstærker nogle elementer, som kan forekomme, sagde Hans Jørgen Engbo.

Kriminolog Anne Okkels sagde – efter at have set filmen for fjerde gang – at hun hver har siddet tilbage med en følelse af at være i fængslet.

– Det har jeg ikke oplevet i samme grad i andre film, der skildrer fængselsliv. Jeg har ikke selv siddet i fængsel, men jeg følte, at den gav et troværdigt billede. Jeg har ikke tidligere oplevet en film, der i så høj svarer til, hvad jeg fornemmer, der er fængselsliv. Her tænker jeg på den angst, der hører med til et fængsel – både den indsattes angst og den ansattes angst. For et fængsel er en kasse, der er fyldt med angst, og det skildrer filmen ekstremt godt, sagde Anne Okkels.

Ole Ingstrup, der tidligere i næsten ti år har været chef for Kriminalforsorgen i Canada, betegnede filmen som en ”godt lavet gyser”.

– Men jeg tror, at vi skal til USA for at se noget, der minder om det, vi ser i filmen. I Canada, hvor der er 20.000 indsatte, er der ikke noget, som ligner filmen. Jo, der forekommer drab, men ikke på den barske måde, vi ser i filmen, sagde Ole Ingstrup.

Michael Noer, den ene af filmens to instruktører, understregede, at filmen ikke er en dokumentarfilm.

– Den viser nogle historier, som vi har dramatiseret. Vores mål har været at ramme ind i følelseskammeret. Derfor er der mindre billard og mere vold i filmen, sagde Michael Noer.

Efterlyste et andet billede af fængselsbetjente

I debatten blev der også talt om fængselsbetjentenes rolle.

– Jeg vil ønske, at jeg på et tidspunkt kommer til at se en film, hvor fængselsbetjente ikke udstilles som fuldstændigt latterlige. For det er der altid i fængselsfilm, sagde Anne Okkels.

Carsten, der har været fængselsbetjent i Vridsløselille og nu underviser nye fængselsbetjente, fandt også, at filmen giver et fortegnet billede af fængselslivet.

– Det er sådan en film, der får min kone til at spørge: Hvordan kan du holde ud at være sådan et sted?

– Den modtagelse, Rune får i fængslet, er fuldstændig urimelig. Den svarer til de skrækeksempler, vi bruger i uddannelsen for at vise, hvordan det ikke skal være. Men hvad er motivet for at skildre fængselsbetjente på den måde? Jeg savner et billede af, at vi som fængselsbetjente kan agere professionelt, sagde Carsten.

– For os var det vigtigt, at alle karakterer i filmen var styret af følelser. Det kan så betyde, at man mister det mere antropologiske overblik ved hele tiden at gå efter følelserne, men det har været for dramaets skyld, sagde Michael Noer.

Debatten afslørede, at indsatte har haft mange forskellige oplevelser med fængselsbetjente, og indtrykket, der stod tilbage, er, at der blandt fængselsbetjente er både gode og dårlige betjente.

Anne Okkels sagde, at man tilsvarende kan høre ansatte tale om, at der er gode og dårlige indsatte.

– Vi bliver alle sammen formet af de steder, vi er, og det gælder også i fængslerne. De former mennesker utrolig meget, og de påvirker vores adfærd – og jeg synes, det er vigtigt at sige, at folk kan handle på andre måder, end de gør lige nu. Vi kan som mennesker godt ændre den måde, vi handler på. Det gælder os alle sammen, og spørgsmålet er så, hvordan vi flytter folks handlinger og valg, sådan at de bliver mere konstruktive. Det gælder f.eks. også betjentene, og indsatte skal måske også give betjentene mulighed for at opføre sig bedre, sagde Anne Okkels.

Hvordan ændres det indre liv i fængslerne?

I debatten blev der også sat fokus på, om der er brug for ændringer i forhold til det indre liv i fængslerne.

– Jeg kunne godt tænke mig, at selve modtagelsen af en ny indsat bliver varetaget af fængselssystemet, så man ikke bare overlader det til medindsatte at vise nye til rette i fængslet, sagde Linda Kjær Minke.

Hans Jørgen Engbo foreslog – med adresse til politikerne – at man bruger mindre fængselsstraf, end man gør i dag.

– Lad være med at tro, at det løser noget som helst at sende folk i fængsel, sagde han.

– I forhold til det med, at der opstår en særlig fængselskultur, som adskiller sig fra den almindelige kultur i samfundet, vil jeg sige, at jo mindre udgang, vi kan give indsatte, jo større er risikoen for, at disse tendenser vil trives. Det er meget trist, at man fra politisk side i 2002 med et slag halverede alle langtidsindsattes udgangsmuligheder, sagde Hans Jørgen Engbo.

Han blev i forlængelse heraf spurgt, om forholdene for indsatte er blevet bedre eller værre i de seneste 10-20 år.

– Vi kan bare tage de seneste ti år. Der er langt flere i dag end tidligere, som nægtes prøveløsladelse. Det er et billede på udviklingen.

Ole Hansen, tidligere fængselsinspektør, fandt, at det er vigtigt med en synlig ledelse i fængslerne.