”Voldsmænd, smuglere og indbrudstyve i flerstemmig falsetsang. Vi har altid haft en særlig måde at tænke straf og resocialisering på i Skandinavien, forklarer Kriminalforsorgens nye direktør, Thorkild Fogde, da Information møder ham til koncert med Fangekoret. Men selvom de resocialiserende indsatser har været en historisk succes, er modellen presset i disse år,” skriver Information.dk i en reportage fra Fangekorets jubilæumskoncert i Christians Kirke den 28. maj.
Avisen skriver videre i reportagen:
Det er Kriminalforsorgens nytiltrådte direktør, Thorkild Fogde, der skal introducere Fangekoret. Da Information møder ham inden koncerten, fortæller han, at han betragter den særlige skandinaviske måde at straffe på som en succes.
I Danmark er den såkaldte recidivprocent – andelen af dømte, der begår kriminalitet inden for to år, efter at de er blevet løsladt – 25,3 procent. Det er, i et internationalt perspektiv, iøjnefaldende lavt.
”I Skandinavien har vi en tradition for at række hånden ud til de indsatte og hjælpe dem til et bedre liv. Vi stiller mange krav, men vi tildeler også de indsatte nogle rettigheder og giver dem nogle positive tilbud som Fangekoret,” siger Thorkild Fogde til Information.dk.
Han påpeger, at langt størstedelen af de indsatte i Danmark afsoner i åbne fængsler. I princippet kan de til hver en tid pakke deres ting og forlade fængslet. ”Men det gør de ikke,” siger Thorkild Fogde.
Det hviler på tillid, en særlig skandinavisk kontrakt mellem den indsatte og systemet, forklarer han.
”Hele det skandinaviske fængselssystem hviler på den kontrakt. Når den indsatte opfører sig ordentligt og lever op til den tillid, systemet viser, så følger en større grad af frihed og en hjælpende hånd til at komme tilbage til samfundet,” forklarer direktøren.
”Når den kontrakt fungerer, så ved vi, at den fører til mindre kriminalitet i samfundet.” Men kontrakten er udfordret i disse år, og det bliver Kriminalforsorgens ”altoverskyggende udfordring de kommende ti år”, vurderer Thorkild Fogde.