“Politikerne har pålagt Kriminalforsorgen så mange sikkerhedsopgaver og røgfri celler, at forholdet mellem fængselsbetjente og de indsatte i dag er yderst anspændt,” skriver fem fængselspræster i et debatindlæg i Politiken. De fem er Erik Adrian, Susanne Christiansen, Lissi Rasmussen og Peter Walin fra Københavns Fængsler og Jesper Birkler, Enner Mark Fængsel i Østjylland. De fem skriver blandt andet:
”Hvilke mennesker vil vi have ud på den anden side, når de har afsonet en fængselsstraf? Svaret er ganske ligetil: Vi vil have mennesker, der afholder sig fra kriminalitet, og som kan bidrage til samfundet. Hvordan når vi bedst muligt dertil? Her handler svaret ikke mindst om, hvordan vi bedst modvirker de negative følger af et fængselsophold.
Loven siger klart, at du som fængslet er dømt til at miste din frihed – ikke at du skal straffes yderligere med unødvendige restriktioner og umenneskelig behandling. Men i det danske retssamfund blæser de politiske vinde i dag i retning af stærkt øget strenghed og kontrol på bekostning af menneskelige relationer, uddannelse og kulturel skoling i bredeste forstand.
Et resultat heraf bliver, at forholdet mellem især fængselsbetjente og indsatte let bliver anspændt. Det er bemærkelsesværdigt, at politikere finder så mange anledninger til at sætte forholdet på prøve, som tilfældet er i dag.
Efter sigende er det de mere hårdkogte kriminelle, der er årsag til de mange trusler og overfald mod fængselsbetjente. Det er rigtigt, men efter vores opfattelse skyldes det i langt højere grad de urimelige vilkår for relationerne mellem indsatte og ansatte. Politikerne har gennem de sidste mange år pålagt Kriminalforsorgen så mange sikkerhedsopgaver, at det medvirker til at gøre livet surt for såvel indsatte som ansatte.
Formand for Fængselsforbundet, Kim Østerbye, har ved flere lejligheder gjort opmærksom på det uholdbare i den nuværende situation. Ved en temadag i Café Exit mindede han således om, at der på landsplan p.t. mangler 150 fængselsbetjente, og at sygefraværet for fængselsbetjente er på 25 dage i gennemsnit om året, mens det for andre statsansatte kun er 8 sygedage. …
Relationen mellem ansat og indsat er en meget væsentlig del af dagligdagen i fængsler og arresthuse, hvor meningen altid er, at den indsatte skal være bedst muligt rustet til efterfølgende at kunne begå sig samfundet. Men vi sidder gang på gang i samtaler med frustrerede indsatte, som føler, at de mange kontrolsituationer kalder på de værst tænkelige sider inden i dem. Taler du til kongen i et menneske, får du kongens svar. Taler du til stodderen i et menneske, får du stodderens svar.
Hvad sker der, når den indsatte bliver løsladt? Han tager sine frustrationer med sig ud i det samfund, hvor han skal til at forme sin dagligdag efter endt straf. Det optimerer ikke betingelserne for succes.
Hvis ikke politikerne giver Kriminalforsorgen mulighed for at ændre kurs, kan vi lige så godt kalde vore fængsler for våbenfabrikker, hvor Kriminalforsorgens institutioner er i gang med at producere tikkende bomber. Hvem er interesseret i det?
Hvis politikerne vidste, hvordan stemningen i fængslerne er, havde de aldrig indført røgfri celler. Vi ved, at vedtagelsen er sket ud fra sundhedsmæssige betragtninger, men timingen er ekstremt dårlig. Vi forventer, at der vil ske en stigning af vold, trusler og magtanvendelse i kølvandet på rygeforbuddet,” skriver fængselspræsterne blandt andet.