Planerne om at leje 300 pladser til udvisningsdømte udlændinge i Giljan i Kosovo er sat i bero, skriver Fængselsforbundet. Det skyldes, at der mangler finansiering til løsningen, som var et led i den flerårsaftale, der blev indgået i december 2021 om Kriminalforsorgen.
Flerårsaftalen skulle blandt andet finansieres ved hjælp af en ny moms på kunst og kultur, men der har siden vist sig ikke være politisk flertal for denne løsning. Problemerne med finansieringen betyder, at der mangler over 200 millioner kroner på næste års finanslov til Kriminalforsorgen. Det betyder blandt andet, at Kosovo lægges i mølposen, skriver Fængselsforbundet. Fængslet i Kosovo var budgetteret til at koste 1,5 milliarder kroner over ti år.
Formanden for Fængselsforbundet, Bo Yde Sørensen, siger i en kommentar til Berlingske, at Kriminalforsorgen ikke er i en situation, hvor politikere skal stå og slås over nogle millioner kroner. ”Hvis man sætter politisk forståelse til side, så er det hovedrystende. En aftale er en aftale,” siger han og tilføjer, at der er ”brug for fred og ro over Kriminalforsorgen”.
• Læs artiklen på Fængselsforbundets hjemmeside