Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Antallet af varetægtsfængslinger i isolation er faldet med 97 % på 16 år

En ny redegørelse fra Rigsadvokaten viser, at antallet af isolationsfængslinger er det laveste siden 2001. Antallet af varetægtsfængslinger i isolation er faldet med 54 procent på alene et år fra 2016 til 2017, oplyser Rigsadvokaten.

Samlet er antallet af isolationsfængslinger faldet med hele 97 procent fra 2001 til 2017. Således var der 553 isolationsfængslinger i 2001 mod kun 17 i 2017. Dertil kommer også et markant fald i den samlede periode, som en isolationsfængsling varer: I 2016 varede en isolationsfængsling gennemsnitligt 26 dage. Det tal var i 2017 faldet til gennemsnitligt 11 dage.

Statsadvokat Jens Røn fra Rigsadvokaten siger: ”Vi har i mange år haft en målrettet indsats for at nedbringe antallet af situationer, hvor det er nødvendigt at isolere varetægtsfængslede personer. Det har båret frugt, og det er vi meget tilfredse med.”

Han tilføjer, at isolationsfængsling er et af de mest indgribende indgreb i efterforskningen. Det er derfor vigtigt, at isolationen kun anvendes, når der ikke er andre muligheder. Det kan efter reglerne i retsplejeloven kun ske, når der er risiko for, at den sigtede vil vanskeliggøre efterforskningen, og hvor efterforskningen kun kan gennemføres ved, at den sigtede via isolation ikke har mulighed for at få kontakt til omverdenen eller andre indsatte.

Læs hele artiklen på Rigsadvokatens hjemmeside