Sagsbunkerne i sager om erstatning til voldsofre fortsætter med at stige. Fra 2015 til 2018 er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid mere end fordoblet, skriver Kristeligt Dagblad.
Fra 2015 til 2018 er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i Erstatningsnævnet, der behandler sager for blandt andre voldsofre, således steget fra 129 dage til 285 dage. Det viser helt nye tal fra Justitsministeriet.
”Sagsbehandlingstiden er bare blevet længere og længere. Det er meget belastende for ofrene og dybt betænkeligt, og det råbte jeg vagt i gevær om for flere år siden,” siger Helle Hald, der er bistandsadvokat for voldsofre og voldtægtsofre og partner i Sirius advokater, til Kristeligt Dagblad.