I løbet af få sekunder gik 11-årige Andrea fra at være en god veninde til at være rockerens datter. Det fortæller den nu 18-årige Andrea i en artikel på DR Nyheder om den aften, hvor hendes mor gav hende og hendes bror beskeden: ”Jeres far er i fængsel”.
”Jeg var i totalt chok,” fortæller Andrea. Hendes far var uden familiens vidende kommet ind i rockermiljøet. Og nu sad han pludselig i spjældet, dømt for besiddelse af våben og narko.
Den dengang 11-årige pige var ved at tage hul på de spæde teenageår, og hun havde allerede tankerne på overarbejde om alle de ting, som relaterede sig til at være ung. Oveni skulle hun til at være hende, der havde en far, der sad i fængsel.
”Alt var bare mega forvirring oppe i mit hoved. Nu skulle jeg pludselig til at vænne mig til at være en anden – i andres øjne. Før folk fandt ud af, hvad min far havde lavet, var jeg Andrea, og bagefter var jeg måske mere rockerens datter,” forklarer hun.
Andrea fortæller mere om sine tanker i programmet ”Min far er rocker”, der blev sendt på DR2 den 30. september. Det er et af flere programmer, hvor tre børn af rockere fortæller, hvordan det er at vokse op med en far, der lever et helt andet liv end størstedelen af fædre.
I en anden artikelbesvarer Andrea spørgsmål fra seerne.
• Læs hele artiklen på DR Nyheder
• Se programmet ”Min far er rocker” – sendt på DR2 den 30. september 2019. (Her er der også links til andre programmer i serien.)
• Læs svarene fra Andrea: ”Forældrene var ikke vilde med deres børn skulle hjem til mig”, DR Nyheder, 30-09-2019