Tilbud om familiehøjskole til udsatte familier kan forebygge bandekonflikter og spare samfundet for millioner, mener tryghedschef fra Mjølnerparken. Det skriver Politiken.dk – og fortsætter:
Efter ti år som tryghedschef i Mjølnerparken på Nørrebro i København tror Eskild Dahl Pedersen på, at det er muligt at skabe et volds- og bandefrit boligområde. En koncentreret indsats for ikke ret mange personer kan løse problemet, mener han.
”Hvis en håndfuld familier i Mjølnerparken for 15 år siden havde fået et forebyggende tilbud om familiehøjskole, så havde der ikke været en bandekrig nu. Der skal to til en krig. Jeg vil tro, at hvis man inde på Blågårds Plads havde haft et lignende tilbud til 10 familier for 15 år siden, så havde vi ikke haft Loyal to Familia,” siger tryghedschefen til Politiken.dk.
56-årige Eskild Dahl Pedersen er landets første tryghedschef. Kontor midt i Mjølnerparken, hjem for 1.900 beboere, heraf 900 børn og unge under 18 år. Tidligere hjemsted for bandegrupperingen Brothas, den ene part i den voldsomme bandekonflikt, som har hærget Nørrebro med vilde skyderier gennem de sidste par måneder.
Han er uddannet varmemester. Kender hver en stue og afkrog i boligkvarteret. Har set små drenge vokse op og blive bandemedlemmer, kender forældrene. Tryghedschef med så stor succes, at han nu er blevet det for samtlige Lejerbos 60 boligafdelinger i København med cirka 15.000 beboere i alt.
Forslaget om familiehøjskoler kan virke som en rød klud på mange, ved han, men alligevel:
”Hvis familier fra Mjølnerparken havde fået det tilbud, havde samfundet sparet mange menneskelige lidelser og et trecifret millionbeløb på udgifter til hærværk, ildspåsættelser, overvågning i boligområdet, boligsocial indsats, politi, sundhedsvæsen, retsvæsen og så videre,” siger han til Politiken.dk.