Café Exit sætter fokus på ”god løsladelse” ved temadag den 6. april i København. I paneldebatten deltager politiker, repræsentanter fra socialrådgivere, Kriminalforsorgen, kommuner og tidligere indsat. Tilmelding til tilmelding@cafeexit.dk.
Café Exit møder dem, systemet ikke kan nå. Derfor ser vi de sager, hvor det ikke lykkes for Kriminalforsorgen og kommunerne at arbejde sammen om borgeren – eller med borgeren. Med denne temadag vil vi sætte fokus på de sager, hvor det er svært.
Når det er svært, kan det for eksempel være fordi:
- Borgeren tidligere i sit liv har følt sig magtesløs og klientgjort hos sagsbehandlere
- Sagsbehandlerne på grund af arbejdspres ikke får lejlighed til at opbygge en relation til borgeren
- Udskiftning og sygefravær i forvaltningen gør borgeren yderligere utryg.
I Kriminalforsorgen og mange kommuner arbejdes der hårdt og godt for at skabe god løsladelse – og det lykkes i mange tilfælde. Vi vil gerne anerkende det arbejde samtidig med, at vi stiller spørgsmålet: Hvordan kan det blive bedre for de mennesker, det ikke lykkes at hjælpe nu?
Hvordan kan det komme til at gå bedre i de sager?
For Café Exit er ét svar at få NGO’er eller socialøkonomiske virksomheder på banen til at formidle kontakten mellem fængslet, den indsatte / løsladte og de mange kontaktpunkter i kommunen. Vi ser, at borgerne føler tillid til os som NGO, blandt andet fordi vi ikke har en myndighedsrolle over for dem. Derudover fungerer vi som brobyggere, lynafledere og oversættere i forhold til myndighederne.
Det er klart, at Café Exit ser behovet for NGO’er – men der er også andre gode svar og løsninger. På temadagen søger vi efter alle de svar og løsninger, der er hos vores fremragende paneldeltagere og publikum med udgangspunkt i spørgsmålene:
- Hvornår og hvorfor lykkes det at skabe god løsladelse i denne type sager?
- Hvordan kan vi komme tættere på en god løsladelse i de sværeste sager?
- Er der situationer, hvor Kriminalforsorgen og kommunerne har brug for en ekstra hånd?
- Hvilken rolle og plads bør NGO’er og socialøkonomiske virksomheder have?
Deltagere i paneldebatten:
- Medlem af Folketinget Trine Torp (SF)
- Næstformand for Dansk Socialrådgiverforening Niels Christian Barkholt
- Enhedschef for Esbjerg KIF og Arrest, Lone Lauritzen, Kriminalforsorgen
- Exit-koordinator Christina Ruben, Ballerup Kommune
- Medarbejder i Café Exit Tom Hansen
- Ordstyrer: Anne Okkels Birk, selvstændig kriminolog, underviser på DIS Study Abroad in Scandinavia.
Temadagen holdes fredag den 6. april 2018 kl. 13-16 i Apostelkirkens menighedslokaler, Saxogade 13, 1662 København V
Tilmelding til tilmelding@cafeexit.dk.
Hent invitation til temadag som printvenlig PDF-fil.