Hvordan sikrer samfundet en ”god løsladelse”, når indsatte skal vende tilbage til samfundet efter at have afsonet måske flere år i fængsel. Det er et tilbagevendende emne i debatten om resocialisering af tidligere indsatte. Emnet blev også drøftet indgående, da Café Exit holdt temadag den 6. april om, hvordan vi skaber en god løsladelse for dem, der har sværest ved at komme tilbage til samfundet efter afsoning? Her pegede flere deltagere på, at den gode løsladelse allerede begynder ved indsættelsen.

Den gode løsladelse blev debatteret livligt mellem deltagerne og et panel bestående af:

Folketingsmedlem og socialordfører Trine Torp (SF).

Næstformand for Socialrådgiverne, Niels Christian Barkholt.

Enhedschef i Esbjerg KIF og Arrest, Lone Lauritzen, Kriminalforsorgen.

Exit-koordinator Christina Ruben, Ballerup Kommune.

Medarbejder i Café Exit Tom Hansen.

Anne Okkels Birk, der er selvstændig kriminolog og underviser på DIS Study Abroad in Scandinavia, var moderator ved temadagen, der blev holdt i Apostelkirkens menighedslokaler på Vesterbro i København.

Brug for en tidlig indsats og et godt samarbejde

Christina Ruben pegede i sit oplæg på, at to forudsætninger skal være på plads for at sikre en god løsladelse. For det første, at kommunerne tager opgaven på sig og prioriterer den og afsætter tilstrækkelige medarbejdere til, at opgaven kan løses. For det andet skal man sikre, at alle afdelinger, der er involveret i god løsladelse – dvs. udbetaling af ydelser, handicapområdet, beskæftigelsesområdet, eventuelt børn og unge området – skal tage del i at løfte opgaven.

Lone Lauritzen var meget enig med Christina og tilføjede yderligere en brik – nemlig psykiatrien, ”som er meget vigtig for mange, der har siddet inde i lang tid, og som under indsættelsen har fået medicin for deres lidelser”. ”De kommer til at stå ret nøgne, når de er løsladt, og derfor er det vigtigt, at der er en psykiatri udenfor, der får dem samlet op.”

Tom Hansen efterlyste ”en rød tråd”. Han havde en oplevelse af at bliver sluppet, da han blev løsladt. ”Jeg følte, at jeg selv skulle gøre noget meget aktivt. Det er selvfølgelig meget almindeligt og forventeligt, men man skal ikke forvente, at alle kan gøre det, når de løslades, fordi de i mange år har fået at vide, hvad de skal gøre. Så jeg har savnet lidt opfølgning i forbindelse med løsladelsen.”

Trine Torp sagde, at den gode løsladelse er socialpolitik, og at den begynder ved varetægtsfængslingen. ”Allerede her skal samarbejdet begynde. Her skal man overveje, hvor det er godt at afsone, hvor der er mulighed for uddannelse, relevant beskæftigelse mv., så man allerede der overvejer, hvordan man bedst kan hjælpe personen tilbage til samfundet efter afsoningen.” Hun ønskede sig også et system, hvor den indsatte ikke skal forholde sig til alt for mange medarbejdere.

Niels Christian Barkholt pegede også på vigtigheden af et stærkt samarbejde mellem alle aktører og på, at man allerede under afsoningen opnår et godt kendskab til personen. Han nævnte videre, at indsatsen skal skræddersys til den enkelte, fordi mennesker er forskellige og har forskellige udfordringer. Der kan være spørgsmål omkring bolig, i forhold til uddannelse, arbejde og familie. Der kan være brudte relationer, sorg og krise. Der kan være rigtig mange ting i spil, som der skal tages hånd om. Han pegede i den forbindelse på, at der er taget initiativ til et projekt med ”håndholdt inklusion”.

En af deltagerne ved temadagen, Jan Førde fra Kriminalforsorgen, er projektleder på ”håndholdt inklusion”, og forklarede, at det er et treårigt pilotprojektet, som skal køre frem til udgangen af 2019 i samarbejde med Holbæk og Horsens Kommuner. Målet er at udvikle metoder, der kan forbedre samarbejdet mellem de forskellige instanser.

”Målgrupper er alle indsatte, der er inde i billedet til en indsats i forhold uddannelse og beskæftigelse, hvor vi har fokus på, hvordan vi får den gruppe tættere på arbejdsmarkedet efter løsladelsen. Og vi tager fat efter varetægtsfængslingen og søger så vidt muligt at følge personen hele vejen igennem under afsoningen og frem til løsladelsen, hvor vi prøver at være den gennemgåede tovholder, så personen ikke skal forholde sig til mange forskellige medarbejdere,” forklarede Jan Førde.

Tom Hansen nævnte i den forbindelse, at han på fire et halvt år havde haft 12 forskellige socialrådgivere.

Christina fra Enheden for Kriminalpræventiv Indsats (EKI) i Københavns Kommune fortalte, at man i kommunen – ved siden af God Løsladelse og kommunens exit-program – arbejder på at få lavet noget, der hedder God Indsættelse, så vi netop får blik for borgeren under hele forløbet og ikke kun op til løsladelsen.

Hindringer på vejen mod en god løsladelse

Uanset hvor gode intentioner, der er i Kriminalforsorgen og kommuner om at sikre en god løsladelse, så viste temadagen også, at der i flere tilfælde opstår forhindringer af forskellig art.

En kommunal medarbejder fra Region Syddanmark sagde, at det er vigtigt, at kommunen i god tid får kontakt med den indsatte, så der er tid til at lave en plan. Men nogle indsatte venter så længe med at få besøg, at der ikke er tid for kommunen til at have planen klar.

Trine Torp nævnte en anden udfordring – nemlig at en kommune fik oplysning om en borger, der skulle løslades, men som de ikke havde kendskab til var i fængsel. ”Her er der ikke mulighed for at have en plan klar.”

Hun pegede i den forbindelse på, at det vigtigt at have fokus på overgangene mellem forskellige sektorer, for det er her meget kan gå galt. ”Hvordan gør vi det bedre?” spurgte Trine Torp.

Christina Ruben sagde – i forhold til Ballerup Kommune – at det er sjældent, at folk bliver løsladt, uden at kommunen ved om det. ”Nogle er ikke kendt af kommunen, fordi de ikke har haft med det offentlige system at gøre tidligere. Det er jo frivilligt, om borgeren vil underskrive en aftale om god løsladelse. Men hvis borgeren underskriver en sådan aftale, så besøger vi vedkommende før løsladelsen.”

Ballerup Kommune har tre socialrådgivere, som arbejder med god løsladelse, og de har 50 voksensager til sammen. Og kommunen har en praksis med, at Christina sammen med en af socialrådgiverne ca. to måneder før, en person skal løslades, besøger den indsatte, uanset hvor vedkommende afsoner.

Mangel på egnede boliger

Temadagen viste, at manglen på boliger – og på egnede boliger – er en af de store udfordringer, der skal løses, når indsatte skal løslades.

Ole Bjørn Andersen, organisationschef i Café Exit, fortalte, at man for nogle år siden havde et samarbejde, hvor man fik henvist unge fra jobcentret i Skelbækgade til forløb i Café Exit. Og 80-90 % af dem havde et boligproblem.

”Problemet er ikke blevet mindre i de par år, der er gået. Det er den ene del af problemet.

Men der er også rigtig mange, der ikke kan håndtere at få en bolig, fordi de har brug for støtte på rigtig mange punkter. Så det er ikke altid den bedste løsning at få sin egen lejlighed, medmindre der er en massiv støtte og opbakning ved siden af. Så spørgsmålet er, om vi kan finde flere former for boliger, så man gradvist kan optrænes til at klare sig selv i egen bolig,” sagde Ole Bjørn Andersen.

Christina Ruben var enig i, at boligproblemet er et stort problem. ”Vi skal være heldige for at finde en bolig, som borgeren har råd til at betale,” sagde hun.

Trine Torp sagde, at hun gerne vil se på det med andre typer boliger og boformer. Hun spurgte videre til, hvordan man sikrer sammenhæng i tingene, hvis en indsat løslades til en sofa hos en kammerat.

Jan Førde nævnte, at Kriminalforsorgens pensionerne giver mulighed for at få en overgang til at kunne begå sig i egen bolig.

Udfordringer med brugen af psykofarmaka

Lone Lauritzen pegede på en anden udfordring – nemlig brugen af psykofarmaka:

”Rigtig mange indsatte havde det svært, før de blev indsat, og de får det ikke bedre af at komme i fængsel. De udvikler nogle ting, som appellerer til, at får medicin, der kan dulme det, så de får det bedre. Det er meget symptombehandling, de får. De får måske også medicin, som de ikke bare kan få ude i det fri. Det kan også være godt for andre indsatte og personale, at de pågældende får medicinen.

Men når de skal løslades, løslades de uden deres medicin, som de så skal have hos deres egen læge. Men lægesystemet udenfor er blevet meget restriktivt, så de kan ikke få medicinen, hvis de ikke har en diagnose. Det betyder, at mange skal i gang med en afklaring, før de kan få medicinen igen. Men noget af den medicin, de får, kan man ikke bare sådan stoppe med.

Det kan være med til at skabe en situation, hvor de finder den medicin, de vil have – og så er de tilbage i den gamle gænge igen. Det skal også med, når vi taler god løsladelse,” sagde Lone Lauritzen.

Trine Torp sagde, at hun ikke er anti-medicin, men hun var ærgerlig over, at psykofarmaka var det naturlige førstevalg. ”Det er en bekymrende udvikling.”

Hun sagde, at der skal ligge en udtrapningsplan – som alternativ til at fortsætte med medicinen efter løsladelsen – og at brug af psykofarmaka efter løsladelsen ikke være en erstatning for en socialpædagogisk indsats.

”Jeg ved ikke, om psykofarmaka er problemet,” sagde Niels Christian Barkholt. ” Måske skal vi gå tilbage og tænke over, hvordan vi straffer.”

”Hvad går den gode indsættelse ud på? Og hvilken rolle skal fængslet spille i det moderne samfund?

Det handler om at hjælpe til, at personen kan fungere godt igen, når vedkommende løslades.

Jeg ønsker mindre kriminalitet, og vi skal bruge ressourcer på, at indsatte ikke kommer i fængsel igen. Det vil også betyde, at der bliver færre ofre for kriminalitet,” sagde Niels Christian Barkholt og foreslog, at der gøres en indsats allerede fra det tidspunkt, hvor personen kommer i fængsel, og at man også ser på, hvordan det frivillige arbejde kan komme i spil.

Brug for civilsamfundet

Det blev på temadagen også understreget fra flere sider, at civilsamfundet kan spille en vigtig rolle med at hjælpe indsatte tilbage til en plads i samfundet uden kriminalitet.

”Det frivillige arbejde kan noget i forhold til at bygge relationer, der er drevet af oprigtig interesse og – ja, måske kærlighed – til dem, man har med at gøre, og det tror jeg ikke, at nogen professionelle indsatser kan erstatte. Det er vigtigt med brobygningsfunktionen, og at der er nogen, som ikke er myndighedspersoner,” sagde Trine Torp. Hun tilføjede, at NGO’er også har en politisk rolle i at være en stemme for dem, der ikke har en legitim stemme i den offentlige debat.

”Vi skal blive bedre til at bygge bro mellem det frivillige arbejde og det sociale arbejde. Vi kunne fx også se på, hvordan håndholdt inklusion kan involvere den frivillige sektor,” sagde Niels Christian Barkholt.

”Jeg vil gerne have det frivillige arbejde sat mere i system. For noget af det, der er sværest for mig, er at skabe netværk. Jeg kan gøre noget i forhold til bolig, udbetaling af ydelser osv., men jeg kan ikke hjælpe med borgerens følelse af ensomhed. Og det er nok den, der fylder mest, når alt det praktiske er ordnet,” sagde Christina Ruben.

”Vi har brug for en hjælpende hånd. Det er godt, når fx nogen fra Røde Kors eller Café Exit kommer og er den familie, som den indsatte ikke har. De frivillige kan hjælpe med besøg, med at oversætte som bisidder, og de kan hjælpe med at bearbejde frustrationer hos den indsatte” sagde Lone Lauritzen.

• Se flere billeder på Facebook.

• Kriminalforsorgens hjemmeside bringer også en reportage fra temadagen. Den kan læses her.