I gennemsnit har 101 procent af alle celler i Kriminalforsorgen været i brug i de første otte måneder af 2019. Det er den højeste belægningsprocent i over 20 år, skriver Fængselsforbundet.
Kapacitetsudnyttelsen er dermed øget fra 91 procent i 2015 til det nuværende niveau på over 100 procent. Årsagen til, at belægget er så højt, er, at antallet af indsatte er steget markant fra cirka 3.400 i 2015 til nu knap 4.000.
Samtidig har det ikke været muligt at åbne nye celler i samme takt. Der mangler nemlig fængselsbetjente. Det er årsagen til, at Møgelkær Fængsel ikke bliver genåbnet, selvom det står klar til brug, skriver Fængselsforbundet.