Drengen i busken

Hun kunne godt være gået forbi. Men det gjorde hun ikke. Da hun blev klar over, at der inde i busken sad en dreng og græd, stoppede hun op. Hun kaldte på ham, og han kravlede ud. Det var en lyshåret dreng på 6‐7 år. Hun kendte ham ikke, men hun ville gerne hjælpe ham. Så hun spurgte, hvad han var ked af. Han fortalte, at der ikke var nogen, der elskede ham, og at han kun ønskede at dø. Ordene gik ind hos hende. Nu var der to, der græd. Hun sagde nogle ord for at trøste ham. Men det vigtigste skete, da hun kom hjem. Hun besluttede sig for, at hun ville bede for denne dreng. Hun ville bede om, at han måtte lære Jesus at kende som sin frelser. Det bad hun om ‐ i mere end 25 år.

Drengen udviklede sig til en af de mest hårdkogte voldsforbrydere i Danmark. Han fik 16 domme for vold, grov vold og mordforsøg, og tilbragte mere end 10 år i fængsel. Han blev medlem af rockerbanden Bandidos, men selv hos dem blev han sat under skærpet tilsyn på grund af sin ekstremt voldelige adfærd. Han blev opgivet af læger, pædagoger, psykiatere og kriminalforsorg. Ingen kunne nå ind til ham. Ingen kunne hjælpe ham. Han var håbløs. Men hun blev ved at bede for ham.

Kvinden hed Ellen Jensen, og drengen hed Martin Bentsen.

Kriminel og narkoman

Allerede som 15‐årig fik Martin sin første dom ‐ for 23 tilfælde af indbrud, biltyveri og vold: ”Jeg kan huske, at de skrev i mine papirer, at Martin Bentsen trods sin unge alder allerede er særdeles godt kendt af politiet. Og jeg kan huske, at jeg var stolt af det. Jeg ved godt, at det er sygt, men sådan havde jeg det.”

Som 16‐årig kom Martin i fængsel for første gang: ”Det var en skræmmende oplevelse, rigtig meget faktisk. Jeg kan huske, at jeg stod i en kø i fængslet for at få mad, og så var der en bag mig, der spurgte: ’Hvor gammel er du?’. ’16 år,’ svarede jeg. ’Du når ikke at blive 17 år herinde’. Det var ikke nogen god oplevelse. Men da jeg kom ud, lod jeg selvfølgelig som om, at det havde været helt fint. Ingen problemer! Peace of cake! Og det gav respekt.”

I løbet af få år udviklede Martin et stofmisbrug. Det begyndte med hash, derefter amfetamin og til sidst kokain. Stofferne gav ham en forbigående oplevelse af ro indeni, og de gav også en oplevelse af at have styr på livet.

Forvandlet

I 2011 kom Martin i fængsel endnu en gang. Han havde ikke længere rede på, hvor mange år, han havde siddet inde. Denne gang blev han dømt, fordi han tog skylden for en anden: ”Men det er den bedste beslutning, jeg har taget i mit liv. For det var under denne afsoning, at jeg begyndte at læse i Bibelen.”

Martin havde aldrig tidligere fundet nogen glæde ved at læse: ”Jeg har aldrig kunnet samle tankerne om det. Jeg har siddet og banket hånden i bordet af utålmodighed, når jeg læste, og så har jeg alligevel kunnet læse den samme tekst 20 gange uden at huske noget af det.”

Hvorfra kom idéen om, at han nu skulle begynde at læse Bibelen? Martin ved det ikke. Men han ved, at der var en kvinde, som bad for ham, og at der var en Gud, som ville frelse ham.

”Da jeg begyndte at læse i Bibelen, oplevede jeg noget, som jeg aldrig havde oplevet før. Jeg forstod det, jeg læste, og der kom ro på mig, mens jeg læste.”

På et tidspunkt kom Martin 30 dage i isolationscelle, og han fortsatte med at fordybe sig i Bibelen. Da han kom ud af isolationscellen, mærkede både medfangerne og fængselspersonalet, at der var sket en forandring med ham. En af fængselsbetjentene gik til ham ”Martin, hvad er der galt? Du råber og skriger ikke, som du plejer.” Martin undrede sig over spørgsmålet, for han mærkede ikke selv nogen forandring.

En fra det psykiatriske personale spurgte om årsagen til forandringen: ”Det kan da ikke være isolationsfængslingen, der har gjort det!” Martin forklarede enfoldigt og ligefremt, hvad han havde oplevet – at han havde mødt Jesus som den, der havde taget sig af det mest grundlæggende og afgørende problem i hans liv: ”I kan jo ikke hjælpe mig med mine synder. I kan gøre det ene og det andet. Men min synd er det kun Jesus, der kan hjælpe mig med. Han har frelst mig!”

Den gamle og den nye Martin

I Martins fængselspapirer står der, at fængselsvæsenet har haft med to forskellige personer at gøre under samme navn: Martin Bentsen, som han var indtil 2012, og Martin Bentsen, som han blev efter 2012. Forandringen var radikal, varig og menneskeligt set uforklarlig.

Et svært nyt liv

Livet efter kriminalitet og fængsel har ikke været enkelt for Martin: ”Det har ikke været en dans på roser. Det er ikke, fordi det har været svært at lade være med at lave vold og kriminalitet. Det har jeg ingen lyst til længere. På det punkt har jeg været helt chokeret over mig selv. Jeg har været vant til, at i nogle bestemte situationer har jeg spontant reageret med vrede og vold. Og så oplever jeg nu, at der ingen reaktion er indefra. Der er ikke engang noget, som jeg skal styre. Jeg kan selvfølgelig blive sur, men det er noget helt andet.”

”Det, som har været svært, har været det, som for andre er en selvfølge – det helt almindelige hverdagsliv. Det tog f.eks. lang tid for mig at klare sanseindtrykkene fra alle de mange mennesker, fugle og biler, som man møder, når man går ned ad en gade i København. Tidligere tog jeg en masse stoffer, som bedøvede mig. Nu gik indtrykkene lige ind.”

”Den store udfordring har været at få en dagligdag til at fungere med at stå op, planlægge at gøre noget, købe ind osv. Det har været svært, rigtig svært.”

Den lille dreng og kvinden

For 30 år siden sad Martin i en busk og græd. Hans sorg var, at ingen elskede ham. Den sorg er der ikke længere. Martins yndlingsvers i Bibelen taler stærkt om Jesu kærlighed til ham, Galaterbrevet 2,20: ”Jeg lever ikke længere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig.”

I dag er Martins biologiske mor død. Han nåede aldrig at få et nært forhold til hende. Men der er en anden, som han kalder ”mor”. Det er den kvinde, som stoppede op ved busken for 30 år siden, og som i mere end 25 år foldede sine hænder for ham og bad om hans frelse. I dag kan han knap tale om hende uden at få tårer i øjnene.

”Ellen så alt det, der skete med mig i de år, hvor jeg var kriminel. Menneskeligt set virkede det umuligt, at jeg skulle blive en kristen. Men Gud mindede hende om at blive ved at bede for mig, og Guds magt udfolder sig i vor afmagt. Det, der er sket, er Guds gerning.”