Angst, depression og PTSD. Psykisk vold i parforhold har store konsekvenser for de ramte. Derfor blev psykisk vold i foråret gjort strafbart. Men kriminalisering er langtfra nok. Der skal sættes ind, før volden eskalerer. Derfor lancerer Det Kriminalpræventive Råd i dag kampagnen RÆK UD.
”Psykisk vold kan være fuldt ud lige så skadeligt som fysisk vold. Psykisk vold i parforhold smadrer mange liv og kan sætte dybere mentale spor end kvælertag og knytnæveslag. Den usynlige vold skal frem i lyset, så de ramte tør række ud, og vi andre kan gribe ind,” siger Christina Hviid, der er forebyggelseschef i Det Kriminalpræventive Råd.
97 procent af adspurgte kvinder, som boede på et krisecenter i 2017 svarede, at de havde været udsat for psykisk vold. Og på organisationen Lev Uden Volds landsdækkende rådgivningstelefon for voldsudsatte handlede 981 ud af 1.212 henvendelser i første halvår af 2019 om psykisk vold, skriver Det Kriminalpræventive Råd.
• Læs hele artiklen på Det Kriminalpræventive Råds hjemmeside