Nyt, omfattende studie kortlægger 1.417 drab i Danmark gennem 25 år og giver dermed det mest omfattende talmateriale af området siden 1970’erne, skriver Information.dk.
300 af de 536 kvinder, der blev dræbt mellem 1992 og 2016, blev slået ihjel af deres partner. Det svarer til 56 procent af alle drab på kvinder. Generelt udgør partnerdrab mere end hvert fjerde drab i perioden, hvilket gør det til den største enkeltstående gruppe.
Det fremgår af en artikel i det internationale tidsskrift Forensic Science International: Synergy. Artiklen er del af en ph.d.-afhandling, der ventes færdiggjort næste år. Her har retsmediciner Asser Hedegård Thomsen, Institut for Retsmedicin ved Aarhus Universitet, gennemgået samtlige danske drabssager hen over 25 år – i alt 1.417 drab. Heraf er 62 procent af ofrene mænd. Resten er kvinder. De fleste drab i perioden er begået af partneren, i alt 379 – eller 26,7 procent af alle drab.
Retsmedicineren er ikke overrasket over, at partnerdrab på kvinder fylder så meget i hans tal: ”Når man arbejder med det her til daglig, ved man godt, at partnerdrab på kvinder er den største enkelttype af drab i Danmark. Bandedrab fylder måske mere i medierne og i politikernes bevidsthed. Det er også alvorligt, men sammenlignet med partnerdrab udgør de en meget lille del – kun syv procent. Det er også derfor, at det er så utroligt vigtigt at få sat præcise tal på,” siger Asser Hedegård Thomsen, der gik i gang med projektet for fem år siden.
• Læs hele artiklen på Information.dk
Relaterede artikler
• Politikere ønsker fornyet fokus på kvindedrab, Information.dk, 28-08-2019
• Forskningen har talt: Vi skal tage partnervold og familiedrab lige så alvorligt som bandedrab (leder), Information.dk, 04-09-2019 (betalingsartikel)
Artiklen om kvindedrab indgår i en ny serie med titlen ”1.417 danske drab i 25 år”. En række af seriens artikler blev bragt i tillægget ”Moderne Tider”, 24-08-2019. Her er link til en oversigt om seriens artikler på Informations hjemmeside.