I august 2024 døde Fangekorets stifter, Louise Adrian, der ud over sin ansættelse i Kriminalforsorgen også var ansat som musikmedarbejder i Café Exit, som hun var med til at stifte i 2007.
Før sin død udtrykte Louise Adrian ønske om, at der blev oprettet et mindelegat, som skulle have til formål at støtte resocialiseringsarbejdet igennem musik med indsatte og tidligere indsatte. Indsamlingen til Louise Adrians Mindelegat begyndte i juni, og frem til udgangen af 2024 er der indsamlet i alt 530.576 kroner.
Pengene er indsamlet på baggrund af den indsamlingstilladelse, Café Exit har, og det var et udtrykt ønske hos Louise Adrian, at administrationen af Mindelegatet skulle knyttes tæt til Café Exit. Sammen med foreningens advokat har Café Exits bestyrelse overvejet, hvordan man juridisk kan organisere Mindelegatet, så man respekterer Louise Adrians ønsker for Mindelegatet og sikrer, at administrationsomkostningerne holdes på et absolut minimum, så Mindelegatets midler i videst muligt omfang anvendes til det resocialiserende arbejde igennem musik. Overvejelserne endte med, at bestyrelsen på sit møde den 25. februar 2025 vedtog at organisere Mindelegatet som en forening med tre medlemmer. Det er de tre personer, som Louise Adrian før sin død udpegede til at varetage Mindelegatets uddelinger: Fængselspræst Erik Adrian, organisationschef Peter Dexters og informationsmedarbejder Hans Andersen.
Samtidig har Foreningen Louise Adrians Mindelegat indgået en aftale med Café Exit om at varetage den økonomiske og praktiske administration af Mindelegatet på baggrund af de beslutninger, der træffes af Mindelegatets bestyrelse – dog under forudsætning af, at de er i overensstemmelse med Café Exits formål og foreningens indsamlingstilladelse. Og på generalforsamling den 23. april 2025 blev der vedtaget en ændring af § 2 om foreningens formål, idet der blev tilføjet et nyt stk. 2 med følgende: ”Formålet er endvidere at varetage den praktiske administration af Louise Adrians Mindelegat til støtte for resocialiseringsarbejdet igennem musik med indsatte og ex-indsatte.”
Mindelegatets bestyrelse har konstitueret sig med Hans Andersen som formand og Erik Adrian som næstformand. Mindelegatet kan ikke søges.
Der vil løbende blive orienteret om Mindelegatets virksomhed på Café Exits hjemmeside.